Det er afgørende for dansk talentudvikling, at spillerne møder passende udfordringer, høj kvalitet i træningen og indgår i et miljø, der understøtter læring, glæde og udvikling.

Formålet med fælles talentudvikling for drenge og piger er at sikre det mest relevante match mellem niveau, fysisk modenhed og udviklingsbehov. Samtidig undersøger DBU gennem fælles talentudvikling nye udviklingsveje for den enkelte spiller.

Samlingerne i DBU-regi er én måde at arbejde med fælles talentudvikling på. Forskellige klubber kan have andre løsninger:

»I nogle miljøer kan fælles talentudvikling tage form som et samlet træningsmiljø. I andre klubber kan det være et supplement til eksisterende pige- og drengespor, hvor udvalgte spillere træner sammen i perioder, fordi det giver et bedre udviklingsmatch,« siger Christian Sørensen, Talentudviklingschef U10-U15 hos DBU.

For eksempel arbejder F.C. København med fælles talentudvikling, hvor udvikling af den enkelte spiller skal gå hånd i hånd med at skabe ét samlet hold. Talentchef Casper Kåre Hansen deltog på DBU’s fælles talentudvikling i foråret. I videoen nederst på siden kan du se, hvordan en samling kan forløbe.

Casper Kåre Hansen fortæller efterfølgende, hvordan klubben er nysgerrig på og arbejder med fælles talentudvikling i praksis:

»Selvom F.C. København i høj grad forsøger at skabe ét hold, tager hver træningsuge udgangspunkt i den enkelte spillers udvikling. Det betyder, at fællesholdet ikke fungerer som et traditionelt ungdomshold med fokus på spillestil og weekendens kamp. I stedet arbejder spillerne primært i mindre grupper, hvor fokus er på tekniske færdigheder, bevægelser, principper, roller i spillet og småspil med høj intensitet.«

Samtidig bevæger spillerne sig løbende mellem forskellige træningsmiljøer alt efter, hvor de udvikler sig bedst. Nogle spillere er en fast del af fællesholdet flere gange om ugen, mens andre deltager i udvalgte træninger:

»Vi arbejder ikke med de samme 20 spillere til alle træninger. Vi sammensætter en træningsuge, hvor vi ser på individet og vurderer, hvordan ugen skal se ud for den enkelte spiller, så den bliver optimal i forhold til den læring, oplevelse, udvikling og glæde, vi gerne vil skabe.«

Nye miljøer skal afprøves, følges – og give spillerne tydelig værdi

Mens klubberne skaber miljøerne og har viden om spillerne, er DBU’s opgave at forbinde aktører og facilitere tæt dialog med klubber og talentmiljøer, der enten allerede afprøver eller vil i gang med forskellige modeller. På den måde kan klubberne inspirere hinanden og udvikle løsninger, der passer til deres egen hverdag:

»DBU skal ikke fremstå som den part, der ved bedst. Vores rolle er at skabe rammer og være nysgerrige sammen med klubberne. Det sker blandt andet med åben videndeling og fælles refleksioner, hvor vi kan udvikle løsninger, som både er fagligt stærke og realistiske i forskellige klubkontekster. Tiltagene skal bygge på læring frem for antagelser,« siger Christian Sørensen.

Med andre ord er der ikke en facitliste for, hvordan et fælles talentudviklingsmiljø skabes og realiseres. Nye miljøer skal afprøves, følges systematisk og først omsættes til fælles principper, når praksis og dokumentation viser tydelig værdi.

Næste samling med fælles talentudvikling finder sted i Nyborg den 18. og 19. august med U15-Future-drenge og U16-landsholdspiger. Onsdag den 19. august bliver to kampe spillet.

  • Klokken 11:00: Intern kamp med blandet hold (U15-Futuredrenge og U16-landsholdspiger).
  • Klokken 13:00: FCK Fælleshold mod Fortuna Svendborg/Oure.