Mariagerfjord Kommune, DBU og DBU Jylland har samarbejdet om fodbolden i kommunen siden 2018. Nu fortsætter samarbejdet med en ny velfærdsalliance, der skal skabe endnu bedre muligheder for at være en del af fodbolden uanset alder, baggrund og hvor i kommunen man bor.

Den nye aftale har blandt andet fokus på børn og unge, inkluderende fodboldtilbud og på at styrke fodbolden i kommunens mindre byer og lokalsamfund.

”Fodboldens fællesskaber kan gøre en forskel langt ud over kridtstregerne. Her mødes mennesker, får nye relationer og bliver en del af noget større. Derfor er vi glade for at fortsætte et samarbejde med Mariagerfjord Kommune og DBU Jylland, der sammen med klubberne og de frivillige skal give endnu flere borgere i kommunen mulighed for at være med,” siger DBU-formand Jesper Møller.

Fodbold tæt på hverdagen

For børn skal vejen mellem skole, dagtilbud og den lokale fodboldklub gøres kortere. Leg og bevægelse skal ind i hverdagen og give flere børn mulighed for at stifte bekendtskab med foreningslivet.

For de unge handler det både om at spille fodbold og om at få en rolle i klubben. Det kan for eksempel være som hjælpetræner, arrangør eller frivillig.

Samtidig skal der udvikles fleksible tilbud til borgere, som har brug for andre rammer for at kunne være med.

”Klubberne kender deres lokalområde og ved, hvad der fungerer hos dem. Derfor skal løsningerne heller ikke være ens overalt. Vi vil arbejde tæt sammen med klubberne om tilbud, der giver mening lokalt og gør det muligt for flere at tage del i fodbolden både på og uden for banen,” siger Ole Ladefoged, formand for DBU Jylland.

Særligt blik på de mindre lokalsamfund

Et særskilt fokus i aftalen er fodbolden i kommunens mindre byer og landsbyer. Her kan klubben have stor betydning som lokalt samlingspunkt.

Derfor skal samarbejdet mellem klubber, skoler og andre lokale kræfter styrkes, så der også fremover er gode muligheder for at spille fodbold tæt på, hvor man bor.

”Et stærkt foreningsliv er en vigtig del af det gode hverdagsliv og er med til at gøre vores lokalsamfund til attraktive steder at bo og leve. Med velfærdsalliancen kan vi sammen med DBU og klubberne bygge videre på det, der allerede fungerer, samtidig med at vi skaber nye muligheder og styrker foreningslivet i hele Mariagerfjord Kommune,” siger Jesper Skov Mikkelsen, borgmester i Mariagerfjord Kommune.

Den lokale fodbold får også besøg udefra. Som en del af aftalen skal der afvikles mindst én ungdomslandskamp i kommunen i løbet af aftaleperioden. Parterne vil desuden se på mulighederne for flere landskampe og større internationale fodboldbegivenheder.

Velfærdsalliancen løber fra 1. januar 2026 til 31. december 2029.