Fodbold for kvinder tager endnu et skridt i den professionelle udvikling. DBU, Danske Fodbolddommere (DFU) og klubberne i Ligaforbundet har indgået en ny honoraraftale, der styrker vilkårene for dommere og linjedommere i Kvinde-DM med særligt fokus på A-Liga. 

Aftalen, som løber fra 1. juli 2026 til 30. juni 2030, er den første af sin slags og er resultatet af et fælles arbejde mellem DBU, Danske Fodbolddommere – repræsenteret af de aktive dommere Nanna Løf Mørch Lindby og Julie Alsbro Thomsen – og klubberne i Ligaforbundet, der nu investerer i en opprioritering af dommerområdet. 

For fodbolddommer Nanna Løf Mørch Lindby er aftalen et vigtigt skridt i udviklingen af dommerområdet. 

”Aftalen er en vigtig anerkendelse af det arbejde og den dedikation, som vi lægger i dommergerningen. Den giver os bedre rammer for at udvikle os og sender et stærkt signal til næste generation,” siger Nanna Løf Mørch Lindby. 

Målet er at skabe mere professionelle og attraktive rammer for dommere og linjedommere i Kvinde-DM og samtidig styrke kvaliteten, udviklingen og fastholdelsen af elitedommerne. 

For første gang tilbydes elitedommere indrangeret i A-ligaen kontrakter, der giver dem mulighed for at reducere deres øvrige arbejde og dedikere mere tid til dommergerningen. Modellen, som allerede kendes fra Superligaen, skal skabe bedre rammer for træning, kampforberedelse og udvikling. Dermed etableres en ny udviklingsvej, hvor de bedste dommere får mulighed for at tage næste skridt mod toppen. 

”Danmark har gennem flere år udviklet dommere, der er kvinder, som dømmer på allerhøjeste internationale niveau. Med den nye aftale skaber vi endnu bedre rammer for, at både de og alle andre dommere i A-Liga kan udvikle sig yderligere, samtidig med at vi styrker mulighederne for den næste generation af dommere i A-Liga,” siger Michael Johansen, formand for DBU's dommerudvalg. 

Aftalen løfter samtidig honoraret for dommerne i A-Liga gennem en trappemodel. Målet er, at honoraret senest 1. juli 2030 er på niveau med honoraret i herrernes 1. division – forudsat at dette niveau ikke reguleres i perioden. 

Som en del af aftalen tilbydes desuden en graviditetsordning, der giver gravide dommere og linjedommere mulighed for kompensation samt støtte til at vende tilbage til dommergerningen. Ordningen skal være med til at fastholde flere dommere, der gennemgår graviditet. 

”Professionaliseringen af Kvinde-DM handler om hele oplevelsen omkring kampene. Dygtige dommere er en forudsætning for stærke rækker, og derfor er vi glade for, at vores klubber sammen med DBU og Danske Fodbolddommere har indgået en aftale, der både styrker dommernes vilkår, har fokus på øget rekruttering særligt af dommere, der er kvinder, samt bidrager til den fortsatte udvikling af dansk fodbold for kvinder,” siger Marie Greve, direktør i Ligaforbundet. 

Parallelt med de forbedrede vilkår er de tre parter enige om at igangsætte og øge tempoet i implementeringen af en række initiativer, der skal styrke udviklingen af dommere, der er kvinder. Gennem Udviklingsplanen for piger og kvinder arbejdes der målrettet med at rekruttere og fastholde flere dommere, der er kvinder, mens der samtidig sikres adgang til både fysisk og mental træning gennem projekt Sammenhængskraft eller via DBU's dommeradministration. 

For Danske Fodbolddommere er aftalen endnu et vigtigt skridt i arbejdet med at forbedre rammerne for dommere, der er kvinder: 

”Det er et rigtig godt skridt på vejen, og vi glæder os hver gang, vi bevæger os i den rigtige retning. Særligt når det gælder kvindedommernes vilkår og muligheder. VI er ikke i mål, men denne aftale skaber bedre rammer for de kvinder, der allerede dømmer på højeste niveau, og gør samtidig dommervejen mere attraktiv for den næste generation,” siger Jens Rohde, formand for Danske Fodbolddommere.