Topfigurer i fodboldens og erhvervslivets top mødes nu for at udveksle erfaringer og meninger om øgede muligheder på tværs af køn, når DBU inviterer til debatten ‘Sammen om noget større’. Her skal der debatteres og udveksles erfaringer, når eventet sparkes i gang d. 3. september på Refshaleøen i København.  

Arrangementet tager afsæt i erfaringer fra fodboldens verden, erhvervslivet og markante profiler, mens der også sættes fokus på værdien af diversitet, eksisterende barrierer og de blinde vinkler, der kan stå i vejen for lige muligheder. 

Blandt deltagerne er beskæftigelses- og ligestillingsminister Ane Halsboe-Jørgensen, tidligere statsminister og formand for DBU’s Governance- og Udviklingskomite, Helle Thorning-Schmidt, og Jakob Michelsen, landstræner for Kvindelandsholdet.  

”Danmark er nået langt med at skabe lige muligheder for alle. Det gælder også inden for fodbold. Men hvis vi vil have endnu mere talent og potentiale i spil, skal vi fortsat blive bedre til at fjerne de barrierer, der stadig står i vejen for lige muligheder på tværs af køn. Som et af Danmarks største fællesskaber vil fodbolden være med til at flytte holdninger og skabe forandring. Det har vi langt bedre mulighed for at lykkes med, når vi udveksler erfaringer og viden med erhvervslivet og beslutningstagere,” siger Erik Brøgger Rasmussen, administrerende direktør i DBU. 

Dagen byder på oplæg og debatter med erfaringer fra både banen, erhvervslivet og samfundet. Tidligere landsholdsspiller Sanne Troelsgaard bidrager til dagen sammen med blandt andre DBU-direktør Erik Brøgger Rasmussen, Anders Hagh, adm. direktør i Salling Group, adm. direktør i STARK, Britta Stenholt, og repræsentanter fra Carlsberg Danmark, hummel, Louis Nielsen, Libresse, Danske Licens Spil, EQUALIS, Dansk Erhverv og SAGA. 

 

Program (1)