Sommeren bød på et af årets store højdepunkter, da Frida Klarlund som den første danske dommer i 28 år repræsenterede Danmark ved kvindernes EM-slutrunde i Schweiz. Det var dog blot én af flere markante præstationer i årets løb.

Præstationerne er nu belønnet med titlen som Årets Dommer 2025, hvor en jury bestående af superligadommere, kvindeligadommere og dommerudvalget har peget på Frida Klarlund.

Klarlund dømmer fast i kvindernes A-Liga, men dømmer også herrernes 1. og 2. division, ligesom hun flere gange har ageret 4. dommer og VAR-dommer i Superligaen.

”Det har været et helt særligt år med mange store oplevelser, hvor EM i Schweiz var et af højdepunkterne. Jeg har også fået lov til at være en del af de afgørende kampe i Champions League og Nations League. Derfor betyder det enormt meget at få denne anerkendelse fra mine kolleger, og jeg er samtidig taknemmelig for den store støtte fra min familie,” siger Frida Klarlund

Hun blev overrasket med prisen ved årets elitedommersamling i Fredericia, hvor cirka 150 af hendes dommerkolleger deltog.   

Frida Klarlund har siden 2023 været kategoriseret som elitedommer hos UEFA, der giver adgang til at dømme EM-slutrunder og UEFA Women’s Champions League.

Hun er derudover den højest rangerende kvindelige fodbolddommer i landet.