Den nye organisering er endnu et led i den strategiske retning i DBU Sportslig, hvor der i sommeren 2025 blev etableret et teknisk team med fokus på øget sammenhængskraft og fagligt samarbejde. 

Der arbejdes målrettet på at skabe større sammenhængskraft (One Federation Mentality) i DBU Sportslig – på ledelses-, træner- og specialistniveau, og både internt i DBU og eksternt i samarbejdet med klubber, Ligaforbund og Divisionsforening. Samlingen af keeperområdet er et konkret udtryk for denne strategi og skal sikre en mere helhedsorienteret og koordineret tilgang til udviklingen af keepere og keepertræning. 

Stephen Paddon, der allerede har været tilknyttet flere af DBU’s U-landshold som keepertræner, tiltræder nu officielt rollen som ansvarlig for keepere og keepertrænere – en opgave, han ser frem til at løfte og udvikle: 

"Først og fremmest sætter jeg stor pris på at have fået denne unikke mulighed – og på at være med til at rykke keeperudviklingen yderligere på tværs af køn og i tæt samarbejde med de danske klubber. Der er allerede så meget knowhow, vi kan udnytte, og for mit eget vedkommende ser jeg meget frem til den udfordring, der ligger i at bruge min erfaring efter en del år i branchen til at udvikle på tværs af piger og drenge," siger Stephen Paddon. 

I sin nye rolle får Stephen Paddon ansvaret for at styrke den røde tråd i keeperudviklingen på DBU’s talenthold samt ungdomslandsholdene – med udgangspunkt i DBU’s fælles spillestil og med blik for både synergier og forskelle på tværs af køn. Der vil være særligt fokus på den individuelle udvikling af de mest lovende pigekeepere og på overgangen fra talentsamlinger til U-landsholdene. 

Samtidig bliver det en central opgave at samle og lede det eksisterende team af keepertrænere i DBU og sikre en ensartet, professionel og målrettet tilgang til keepertræningen – uanset alder og køn. 

Talentudviklingschef Anders Gerber ser den nye rolle som et vigtigt element i udviklingen af DBU’s sportslige struktur: 

"Jeg er glad for, at Stephen har sagt ja til at overgå til en 50/50-stilling som ansvarlig for keepere og keepertrænere. Med ham i spidsen og med det faglige ansvar for området får vi et vigtigt gear i vores ambition om at skabe større sammenhængskraft og kvalitet i udviklingen af vores keepere på tværs af køn – i tæt samarbejde med klubberne og med afsæt i vores fælles spillestil." 

Den nye struktur markerer et vigtigt skridt mod en mere samlet, strategisk og langsigtet keeperudvikling i DBU – båret af fællesskab, faglighed og ambitioner på tværs af køn.