På en sommerdag tilbage i august blev de første skridt taget i pilotprojektet ’Fælles talentudvikling’.

Et projekt, der har til formål at matche talentfulde spillere på tværs af køn og sikre de bedste rammer for udviklingen af kommende landsholdsspillere.

Efter årsskiftet har endnu en samling fundet sted, hvor udtagne U16-piger og U15 future-drenge var samlet for at prøve kræfter med både træning og kamp.

Arbejdet med ’Fælles talentudvikling’ er noget, der optager landstræner Jakob Michelsen, og derfor lagde han vejen forbi den seneste samling i Ikast for at overvære spillerne. Et arbejde og en indsats, som Michelsen ser som nødvendig for DBU’s talentarbejde: 

Det er et vigtigt projekt for at kunne følge med udviklingen på den internationale scene. Jeg ser det som den hurtigste og bedste måde at kunne have stærke og konkurrencedygtige landshold i fremtiden, Jakob Michelsen

For Michelsen tydeliggør projektet, at både piger og drenge bidrager med forskellige kompetencer i spillet og giver et træningsmiljø, der er udviklende for alle spillerne.

Selvom projektet udforsker forskellige konstellationer, er fokus først og fremmest på den fysiske matchning og ligeværdige dueller. Dertil kommer det tekniske, taktiske og mentale.

Fællesskab på og udenfor banen

Som noget nyt strækker samlingerne nu sig over to dage og giver samtidig spillerne mulighed for at opbygge relationer og indgå i et fællesskab på tværs af køn - både på og udenfor banen.

For spillerne selv opleves samlingerne i høj grad udviklende og udfordrende. Wilma Brandenborg Boeck, der til dagligt spiller i HB Køge, fremhæver særligt, at matchning er god:

”Man har fået en anden intensitet, mærket et andet teknisk niveau og så foregår det i et højt tempo. Det er fedt.”

 Ifølge Amanda Schøler Erbs, der er projektleder på ’Fælles talentudvikling’, er der forsat mange gode tegn at spore på træningsbanen:

"Den efterfølgende refleksion på samlingen er, at spillerne har matchet hinanden godt. Vi har siden sommer testet forskellige formater, og denne samling har på baggrund af de erfaringer været den bedste ud fra et perspektiv om matchning.” 

Amanda Schøler Erbs tilføjer, at projektet hidtil har været en succes, og at erfaringerne fra samlingerne nu bruges aktivt i det videre arbejde. Det er ud fra en fælles fornemmelse af, at projektet bidrager til at løfte miljøet og skabe ny inspiration på tværs.

Næste samling finder sted i Nyborg til april.