Morten Karlsen bliver ny landstræner for U19-herrelandsholdet, hvor han afløser Morten Mølkjær. Den erfarne danske toptræner tiltræder i et setup med fortsat stærkt fokus på at udvikle den næste generation af landsholdsspillere. 

DBU’s talentudviklingschef for drenge Kenneth Brogaard er meget tilfreds med, at det er lykkedes at ansætte en træner af Morten Karlsens kaliber. 

"Morten Karlsen kommer med en stærk kombination af erfaring fra topfodbold og talentudvikling. Han har stået i spidsen for både ungdoms- og seniorhold på højt niveau, og vi ser ham som den rette profil til at videreudvikle de spillere, der står på tærsklen til A-landsholdet,” siger Kenneth Brogaard:  
"Det er vigtigt for os, at U19-landsholdet ledes af en træner med både faglig tyngde og ambitioner. Morten har vist sine kvaliteter som cheftræner i både Danmark og internationalt, og vi er overbeviste om, at han kan skabe et udviklingsmiljø, hvor vores største talenter kan tage næste skridt." 

Han glæder sig samtidig over, at det endnu engang er lykkedes at sende en dygtig træner videre til nye opgaver, og at de danske U-landstrænerjob er attraktive for dygtige, danske trænere. 

"Ansættelsen af Morten Karlsen understreger også, at jobbet som U-landstræner i DBU er et attraktivt og eftertragtet trænerjob. Vi oplever stor interesse fra dygtige trænere, fordi arbejdet med de bedste unge spillere i Danmark giver en unik mulighed for både at udvikle spillere og sætte et tydeligt sportsligt aftryk," siger Kenneth Brogaard. 

Morten Karlsen kommer senest fra en rolle som cheftræner i Lyngby Boldklub og har derudover erfaring fra både dansk og international fodbold. Han har tidligere været cheftræner i HB Køge og arbejdet med talentudvikling i FC Nordsjælland, ligesom han har haft en periode i amerikansk fodbold hos Orange County SC. 
Med sin baggrund har Morten Karlsen opbygget solid erfaring med at udvikle unge spillere og skabe stærke miljøer med både individuelt og kollektivt fokus.  

Den nye U19-landstræner Morten Karlsen ser frem til opgaven i DBU. 

"Det er en stor ære at få muligheden for at arbejde med nogle af de bedste unge spillere i Danmark. Talentudvikling har altid været en stor del af min karriere, og det er fortsat noget, jeg brænder for. Jeg har selv trukket i den røde U-landsholdstrøje, og jeg glæder mig til at blive en del af DBU’s stærke talentsetup og hjælpe spillerne med at tage de næste skridt i deres udvikling. Målet er at skabe de bedste forudsætninger for, at de kan nå videre til U21- og A-landsholdet," siger han.

Morten Karlsen overtager rollen efter Morten Mølkjær, som siden sommeren 2025 har stået i spidsen for U18-landsholdet. Mølkjær kom til DBU med erfaring fra både dansk og international klubfodbold, herunder som teknisk chef i portugisiske CD Mafra og cheftræner i Aarhus Fremad og Kolding IF. 

Han fortsætter nu karrieren som assistenttræner i Panathinaikos FC.

DBU takker Morten Mølkjær for indsatsen og ønsker ham held og lykke fremover.