Knap 20.000 børn og unge snører støvlerne hen over sommeren, hvor der igen i år er fokus på sjov, sammenhold og gode stunder. Her er der plads til alle, og deltagerne får mulighed for nogle aktive dage og masser af leg.

I alt afvikles der flere end 200 fodboldskoler i løbet af sommeren, mens i omegnen af 3.000 frivillige står klar for at skabe sjove og trygge rammer for børnene og de unge.

At DBU Fodboldskole fortsat er et populært sommertilbud glæder adm. direktør i DBU, Erik Brøgger Rasmussen:

”Vi er glade og stolte over at kunne tilbyde et sundt og sjovt sommertilbud med fokus på leg og bevægelse, og at så mange børn og unge har lyst til at være en del af DBU Fodboldskole. Vi glæder os over, at der forsat er stor opbakning fra klubber, frivillige og familier, så børn og unge kan få gode oplevelser på fodboldbanen,” siger Erik Brøgger Rasmussen.

For første gang er det med føtex på maven, når de deltagende piger og drenge trækker i årets nye fodboldskoletrøje. Partnerskabet mellem DBU Fodboldskole og føtex er en forlængelse af det i forvejen tætte samarbejde mellem DBU og Salling Group, der blev indgået i 2024.

Partnerskabet med føtex løber fra 2026 til 2029.

Du kan fortsat sikre dig en billet til nogle af ugerne på DBU Fodboldskole. Det finder du her.

Fakta om DBU Fodboldskole

DBU Fodboldskole har spredt fodboldglæde over hele landet siden 1993.

Flere end 750.000 børn har gennem tiden brugt deres ferie på DBU Fodboldskole.

I år deltager knap 20.000 børn og unge i alderen fem til 16 år.

Flere end 200 skoler afvikles i løbet af sommeren.

Omtrent 3.000 frivillige trænere og ledere er med til at gennemføre årets DBU Fodboldskoler.

føtex er officiel hovedpartner på DBU Fodboldskole som en del af samarbejdet mellem DBU og Salling Group.