FIFA’s årlige kongres i Vancouver forløb uden overraskelser.

DBU’s formand Jesper Møller var forhindret i at deltage fysisk, men fulgte kongressen hjemmefra. DBU var i stedet repræsenteret ved næstformand Thomas Christensen og administrerende direktør Erik Brøgger Rasmussen.

Kongressen fulgte det forventede forløb, og som ventet annoncerede FIFA-præsident Gianni Infantino sit kandidatur til genvalg i 2027.

“Jeg noterede mig præsidentens kandidatur. Det var forventet. DBU var som bekendt et af meget få medlemslande, der ikke støttede Gianni Infantino ved valget i 2023, men vi vil naturligvis drøfte vores position forud for FIFA kongressen i marts 2027. Jeg forventer, at vi har afklaret vores holdning senest 13. marts 2027 ” siger Jesper Møller.

I dagene op til kongressen var der igen debat om FIFA’s fredspris, men emnet blev ikke behandlet på selve kongressen, og der var heller ikke fremsat forslag.

“Vi har ikke haft nogen rolle i forbindelse med FIFA’s fredspris, men fastholder en principiel tilgang til den type udmærkelser. Priser i fodbolden bør baseres på åbne og transparente kriterier og tage afsæt i spillets grundlæggende værdier. Det er vores klare forventning, at FIFA er opmærksom på dette,” siger Jesper Møller.

DBU fastholder dermed den linje, der tidligere er meldt ud i forbindelse med DBU’s repræsentantskabsmøde i marts.