Henrik Hansen ny U20-landstræner i styrket DBU-setup
Nuværende assistenttræner i Brøndby IF, Henrik Hansen, tiltræder 1. juli som ny U20-landstræner i DBU i et styrket setup med øget fokus på spillerudvikling og forberedelsen til U21- landsholdet og på sigt Herrelandsholdet.
Henrik Hansen bliver ny U20-landstræner fra sommer. Den 46-årige træner med erfaring fra både OB, SønderjyskE og senest Brøndby IF ansættes i et styrket setup omkring U20-landsholdet. Her skal han være med til at videreudvikle DBU’s strategiske retning for U20-landsholdet og sikre et højt sportsligt niveau, så Danmark står stærkt i forhold til både nationale og internationale udfordringer.
Fokus er især på at være med til at forberede det kommende U21-landshold i sæsonen 2027/2028 og sikre en endnu stærkere overgang fra U19/U20 til U21-niveauet samt være tættere på både spillernes udvikling og klubberne. Det siger DBU’s talentudviklingschef på herresiden, Kenneth Brogaard.
”Ansættelsen er et vigtigt skridt i vores fortsatte målrettede arbejde med talentudviklingen på U20-niveau. Henrik bringer både erfaring og kompetencer, som matcher de sportslige og udviklingsmæssige mål, vi har for U20-landsholdet. Med hans tilgang og lederskab forventer vi at styrke den røde tråd i talentarbejdet, sikre kontinuitet i spillerudviklingen og skabe et miljø, hvor både spillere og stab kan udvikle sig optimalt,” siger han.
Henrik Hansen ser naturligvis også selv frem til at starte i DBU, hvor han udover ansvaret for U20-landsholdet bliver en del af et stærkt sportsligt setup omkring de øvrige danske ungdomslandshold.
“Efter mere end 25 år i klubfodbolden ser jeg frem til at prøve kræfter med landsholdsfodbolden. Arbejdet med de største talenter har altid tiltalt mig, og timingen var rigtig for mig nu. Jeg glæder mig utrolig meget til, at jeg sammen med staben kan være med til at udvikle den kommende gruppe U20-spillere til at tage de rigtige skridt,” siger Henrik Hansen
Med den etårige ansættelse ændrer DBU samtidig på det landstrænersetup, der hidtil har været, hvor både U20-herrelandsholdet og U23-kvindelandsholdet lå under samme træner. Også på U23-siden styrkes strukturen i tråd med ovenstående.