Ny indsats skal sikre lige muligheder for piger og drenge i dansk fodbold
Børn og unge skal have lige muligheder for at spille, trives og udvikle sig i fodboldfællesskaber. Uanset køn. Det er ambitionen bag et nyt initiativ, som DBU og Salling Group står bag.
Samme adgang. Samme muligheder. Samme fremtid. Det er essensen i ’Ligeløftet – Samme Bane’, som DBU og Salling Group lancerer i dag.
’Ligeløftet – Samme Bane’ skal sikre, at børn og unge uanset køn møder lige gode vilkår for at spille, trives og udvikle sig i fodboldfællesskabet.
Hvert år modtager en lang række fodboldklubber et sponsorat fra Bilka, føtex eller Netto. Fremover vil sponsoraterne være betinget af, at klubberne sikrer samme rammer for piger og drenge. Det gælder både lige gode faciliteter, træningstider og kvalificerede trænere. Det skyldes, at der i dag opleves en skævvridning, når det kommer til netop banetider og udstyr, hvor pigerne ikke altid oplever at få de samme rammer som drengene.
’Ligeløftet – Samme Bane’ er en del af det eksisterende samarbejde mellem DBU og Salling Group og skal bidrage til, at alle uanset køn møder lige muligheder på fodboldbanerne. Det fortæller Heidi Wase Skovhuse, Senior Vice President Customer & Marketing, Salling Group:
”Fodbold skaber fællesskab, glæde og udvikling for tusindvis af børn og unge – og det fællesskab skal opleves på lige vilkår. I partnerskabet med DBU løfter vi sammen et ansvar for en samfundsagenda, der rækker udover både banen og butikken. Med ’Ligeløftet – Samme Bane’ gør vi det klart, at vores lokale sponsorater skal bidrage til lige muligheder for drenge og piger i de fodboldfællesskaber, vi er en del af.”
Et løfte om bedre muligheder
’Ligeløftet – Samme Bane’ indeholder ikke et krav om, at klubberne skal være i mål fra dag ét. Initiativet bygger på et løfte om udvikling, hvor klubberne arbejder aktivt og løbende med at skabe bedre rammer og muligheder for alle.
Hos DBU er ambitionen, at indsatsen skal være med til at styrke både fodboldglæde, fællesskab og fastholdelse i klubberne, forklarer adm. direktør i DBU, Erik Brøgger Rasmussen:
”Lige muligheder handler ikke kun om sport. Det handler også om trivsel, fællesskab og om, at børn og unge føler sig lige set og prioriteret. Derfor er vi stolte af at have et partnerskab med Salling Group, hvor vi bruger fodbold som drivkraft til at skabe positiv forandring og i dette tilfælde lige muligheder i fodboldklubben.”
For at sikre, at ’Ligeløftet – Samme Bane’ gør en reel forskel i hverdagen i klubberne, følger DBU og Salling Group årligt op på indsatsen. DBU gennemfører løbende undersøgelser blandt alle danske fodboldklubber for at følge udviklingen i arbejdet med faciliteter, træningstider og trænere med henblik på at forbedre mulighederne for piger og drenge.