JOE & THE JUICE og DBU har indgået et partnerskab frem til 2028, der skal styrke oplevelsen for de danske fans ved landskampe og samtidig understøtte arbejdet omkring landsholdenes performance.

Som en del af partnerskabet har JOE & THE JUICE i samarbejde med DBU’s performance-setup udviklet to nye drikke: en pre-match juice og en post-match shake. Drikkene er udviklet med inspiration fra landsholdenes behov for energi og restitution og vil både blive brugt omkring landsholdene og lanceret i JOE & THE JUICE-butikker i Danmark i løbet af 2026, så fans også kan tage del i oplevelsen.

Partnerskabet tager dermed udgangspunkt i et fælles fokus på performance, restitution og sundere valg, både for eliteatleter og for de mange fans, der følger landsholdene.

Nyt alternativ i fanzonen
Som en central del af samarbejdet vil JOE & THE JUICE være til stede i fanzonen ved alle landskampe for Herre- og Kvindelandsholdet og tilbyde frisklavede juice-, shake- og sandwichprodukter som et sundere alternativ i fanzonen og som supplement til de klassiske stadiontilbud.

Målet er at give fans flere valgmuligheder i fanzonen ved landskampe.

JOE & THE JUICE vil allerede være til stede i fanzonen til Herrelandsholdets altafgørende VM-playoffkamp den 26. marts samt til Kvindelandsholdets vigtige VM-kvalifikationskamp mod Italien i Parken den 18. april.

Derudover vil partnerskabet omfatte særlige initiativer for DBU’s medlemmer i JOE & THE JUICE-appen, hvor der udvikles eksklusive tilbud og aktiveringer målrettet fodboldfællesskabet.

Et naturligt match
Thomas Nørøxe, CEO i JOE & THE JUICE, siger:

“Fodbold på landsholdsniveau handler om marginaler. Det gør ernæring også.
Vi ser samarbejdet med DBU som et naturligt match mellem eliteperformance og vores fokus på frisklavede, better-for-you produkter. For os handler det ikke kun om at være til stede på når landsholdene spiller - men om at bidrage med produkter, der understøtter energi, restitution og en aktiv livsstil.”

Erik Brøgger Rasmussen, administrerende direktør i DBU, siger:

“Med JOE & THE JUICE får vi et sundere alternativ i fanzonen og en ekstra valgmulighed for vores fans, når de går til landskamp. Fodboldoplevelsen betyder meget, og mange har deres helt faste traditioner. Det skal der være plads til. Men vi vil hele tiden gerne udvikle rammerne omkring kampene, og her bidrager JOE & THE JUICE med et moderne supplement til det eksisterende udbud.”

Partnerskabet rækker også ud over stadion. I forbindelse med både hjemme- og udekampe vil JOE & THE JUICE markere og fejre de danske landshold i deres butikker i Danmark, så stemningen omkring kampene også kan mærkes uden for fanzonen.