BROEN vinder UEFA-pris for indsatsen for udsatte børn
UEFA Foundation for Children hædrer BROEN Danmark for organisationens indsats for at give udsatte børn adgang til fritidsfællesskaber og et aktivt liv.
BROEN Danmark er blevet tildelt UEFA Foundation for Children Award 2026 som anerkendelse af organisationens mangeårige arbejde for at give udsatte børn og unge adgang til et aktivt fritidsliv.
Prisen uddeles af UEFA Foundation for Children til organisationer, der gør en særlig forskel for børn og unges trivsel, udvikling og muligheder gennem fællesskaber og aktiviteter i fodbold. DBU og DBU’s lokalunioner har indstillet BROEN til prisen på baggrund af organisationens målrettede indsats for at hjælpe børn fra familier med sociale eller økonomiske udfordringer ind i fritids- og foreningslivet.
BROEN hjælper blandt andet med at betale kontingenter og anskaffe nødvendigt udstyr, så økonomi ikke bliver en barriere for, at børn kan deltage i fodbold, andre idrætsaktiviteter, spejderliv, musik eller kulturtilbud. Målet er at give flere børn mulighed for at blive en del af positive fællesskaber, møde gode rollemodeller og opleve succeser, der styrker deres trivsel og selvtillid.
”Med donationen fra UEFA Foundation for Children er det muligt at støtte endnu flere børn og unge fra økonomisk og socialt udfordrede familier til en aktiv fritid. BROEN støtter med betaling af kontingent samt udstyr relateret til den enkelte aktivitet, så børn og unge som er udenfor et aktivt fællesskab grundet familiens økonomi, får mulighed for at deltage på samme betingelser som andre børn. I 2025 støttede BROEN’s 36 lokalforeninger 7.500 børn til en aktiv fritid,” siger Erik Haumann, sekretariatsleder i BROEN Danmark.
I DBU og DBU's lokalunioners indstilling blev samarbejdet mellem BROEN og de lokale fodboldklubber fremhævet som et stærkt eksempel på, hvordan civilsamfund, kommuner og foreninger kan arbejde sammen om at skabe lige muligheder for børn og unge. Samarbejdet er med til at sikre, at flere børn får adgang til de fællesskaber og oplevelser, som fodbolden kan tilbyde.
Prisen fra UEFA Foundation for Children er en international anerkendelse af BROEN’s indsats og den forskel, organisationen gør for tusindvis af børn og unge i Danmark. Samtidig understreger den værdien af de partnerskaber, der hver dag arbejder for at gøre foreningslivet tilgængeligt for alle børn – uanset deres baggrund og familiens økonomi.