For andet år i træk danner en landskamp rammen om en særlig hyldest til de mere end 40.000 veteraner, der har været udsendt for Danmark. I år sker det, når Herrelandsholdet møder Portugal i Parken den 1. oktober.

 

Som en del af indsatsen ’Veteran Match’ reserveres 100 billetter til veteraner, der dermed får mulighed for at opleve landskampen og hyldesten fra tribunerne.

 

Inden kampstart vil veteranerne være til stede i fanzonen og efterfølgende vil flere af dem indtage banen som fanebærere. Samtidig vil en gruppe børn af veteraner være blandt indløbsbørnene og følge Herrelandsholdet på banen. 

Administrerende direktør i DBU, Erik Brøgger Rasmussen, glæder sig over at det stærke initiativ kan fortsætte:  

”De danske veteraner har ydet en stor indsats på vegne af Danmark. De fortjener kæmpe respekt og anerkendelse. Fodbolden har en særlig evne til at samle mennesker, og sammen med DIF vil vi gerne bruge landskampen til at vise vores taknemmelighed og give veteranerne en hyldest foran de danske landsholdsfans i Parken,” 

Frans Hammer, næstformand i DIF, ser også frem til at kunne hylde de danske veteraner:

 

"Veteran Match handler om at hylde dem, som har kæmpet for os og sætte Danmarks udsendte og deres pårørende i centrum. Idrættens verden har en særlig evne til at samle folk og skabe fællesskaber, og derfor er jeg glad for, at vi igen år kan give tilbage og hylde de danske veteraner på Danmarks nationalstadion," 

Veteraner kan nu bestille deres billet til kampen. Billettilmelding foregår efter først-til-mølle-princippet. Gå til billetbestilling her. 

Fakta om Veteran Match

  • Formålet med Veteran Match er at give Danmarks over 40.000 tidligere udsendte en særlig tak for at have kæmpet for sikkerhed rundt om i verden, anerkende deres pårørende, samt mindes dem, der desværre ikke kom hjem i live. 

  • Danmarks Idrætsforbund (DIF) afvikler Veteran Match sammen med klubberne i 3F Superliga, Betinia LIGA (fodbold), Metal Ligaen (ishockey), Bambuni Kvindeligaen og Bambuni Herreligaen (håndbold), hvor tidligere udsendte og deres pårørende kan få billetter til kampe over hele landet. 

  • Veteran Match afvikles i 2026 for syvende år i træk. Kampene ud over landskampen den 1. oktober afvikles fra den 18. september til 18. oktober, og billettilmeldingen for veteraner er åben.  

  • Veteran Match er finansieret af midler fra forsvarsforliget. 

Læs mere om Veteran Match på: www.veteranmatch.dk