2000-nu

2000
EM bliver en skuffelse for A-landsholdet. Det lykkes ikke for Danmark at score, og holdet indkasserer tre nederlag og en rekordstor negativ mål difference på 0-8. 


2001

For tredje gang lykkedes det for A-landsholdet at kvalificere sig til VM-slutrunde, der bliver spillet i Korea/Japan efter at holdet går ubesejret igennem VM-kvalifikationsturneringen foran topseedede Tjekkiet, Bulgarien, Island, Nordirland og Malta.

Damelandsholdet vinder bronze ved EM-slutrunden i Tyskland efter at have tabt semifinalen til Sverige med 1-0.

Deltagertallet på DBUs Fodboldskole passerer 200.000 siden skolernes start i 1993. 


2002

DBU's formand siden 1991, Poul Hyldgaard, faldt for aldersgrænsen og blev afløst af FBUs formand, Allan Hansen, der vandt et kampvalg mod DBUs næstformand Henning R. Jensen med stemmerne 92-46. 

Danmark, Norge, Sverige og Finland indgiver under navnet Nordic 2008 en formel ansøgning om afholdelse af Europamesterskabet. UEFA udnævner dog Østrig og Schweiz som værter for slutrunden sidst på året. 

U/19-damelandsholdet når semifinalen ved Europamesterskabet i Norge.

A-landsholdet vinder den indledende gruppe under sommerens VM-slutrunde ved blandt andet at slå de franske verdensmestre med 2-0. I ottendelsfinalen taber Danmark med 3-0 til England.

Efter et samlet nederlag til Frankrig, lykkedes det ikke for damelandsholdet at kvalificerer sig til VM-slutrunden i Kina i 2003

Det schweiziske/østrigske bud på EM-slutrunden i 2008 blev foretrukket frem for det fælles nordiske bud Nordic 2008.


2003

Landsholdet kvalificerer sig til Europamesterskaberne for sjette gang i træk, og til den niende af de sidste 11 verdens- og europamesterskaber ved at vinde puljen foran Norge og Rumænien.

DBU's medlemstal rundede en milepæl, da antallet af aktive fodboldspillere oversteg 300.000 til et samlet medlemstal på 308.318.

I slutningen af juli indgik DBU og Adidas en samarbejdsaftale om levering af fodbold- og fritidsbeklædning til størstedelen af DBUs organisation for perioden 1. juli 2004 og fire år frem.


2004

For sjette gang i træk kvalificerer A-landsholdet sig til en EM-slutrunde. Denne gang når holdet kvartfinalen, hvor Tjekkiet bliver endestationen.

Unionen købte et nyt hovedsæde på 5.600 m2, som blev omdøbt til Fodboldens Hus.


2007

Efter at en tilskuer løber på banen og overfalder den tyske dommer Herbert Flandel i Danmarks EM-kvalifikationskamp mod Sverige bliver Danmark taberdømt med 3-0, og bliver frataget muligheden for at spille de resterende hjemmekamp i Parken. Det betød reelt, at Danmarks chance for EM-kvalifkation var forpasset.


2010

Efter seks års fravær lykkedes det endelig for landsholdet at kvalificere sig til en slutrunde igen. Efter udesejre over både Portugal og Sverige tilkæmpede Danmark sig hurtigt til en fordelagtig position i gruppen, og med en hjemmesejr på 1-0 over Sverige i næstsidste runde på mål af Jakob Poulsen indløste Danmark VM-billetten til Sydafrika, hvor holdet kom i pulje med Holland, Cameroun og Japan.

Danmark måtte dog rejse hjem efter gruppespillet, da blev til nederlag til Holland og Japan, mens Cameroun blev besejret 2-1 i en medrivende og underholdende kamp. Holland gik hele vejen til finalen, hvor de blev slået af Spanien efter forlænget spilletid.


2012

Danmark spiller sig til den anden slutrunde i træk med en 2-0-sejr over Sverige i Parken. Mortens Olsens mandskab kommer i en dynamitpulje ved EM med Holland, Portugal og Tyskland. Herrelandsholdet vinder den første gruppekamp 1-0 over Holland på et mål af Michael Krohn-Dehli, men taber to tætte opgør mod Portugal og Tyskland og er færdige inden slutspillet. 


2013

Danmarks kvindelandshold kvalificerer sig til EM i Sverige og spiller sig hele vejen til semifinalen, hvor de lider en grum skæbne med et nederlag efter straffesparkskonkurrence til Norge. 

Herrelandsholdet misser VM i Brasilien efter 2-2 mod Italien i en kvalifikationskamp i Parken.


2015
Danmarks herrelandshold misser EM-slutrunden i Frankrig efter 0-0 hjemme mod Albanien i den sidste kvalifikationskamp.

Morten Olsen stopper som landstræner og sætter dermed et punktum for en 16-årig landstrænerkarriere, hvor han sluttede som den længst siddende landstræner i Europa. Morten Olsen stod i spidsen for A-landsholdet i 166 A-landskampe og 28 ligalandsholdskampe.  

Norske Åge Hareide blev i december måned ansat som ny træner og blev dermed den syvende nationalitet, der har siddet som træner for herrelandsholdet.


2017

Kvindelandsholdet kvalificerer sig til EM i Holland, hvor de trækkes i pulje med Holland, Belgien og Norge. Sejre over Belgien og Norge betyder videre avancement til kvartfinalen, hvor de mangedobbelte Europamestre fra Tyskland venter. På mål af Nadia Nadim og Theresa Nielsen efter pausen vinder kvinderne 2-1 og sender chokbølger igennem Europa. 

Østrig besejres efter straffesparkskonkurrence i semifinalen, og dermed er Danmark i finalen mod værtsnationen Holland. 'De Orange' viser sig dog for stærke i en fantastisk underholdende finale, som kvindelandsholdet taber 4-2. 


2018

Herrelandsholdet afliver slutrundetørken med en sublim 5-1-sejr i Irland (og samlet 5-1) i play off-kampene om en billet til VM i Rusland. Christian Eriksen var Danmarks helt store helt med tre forrygende mål. 

Ved VM parres Danmark med Peru, Australien og Frankrig. En 1-0-sejr over Peru og to gange uafgjort sikrede en storkamp mod Kroatien i 1/8-delsfinalen, hvor Danmark blev sendt ud efter straffesparkskonkurrence på trods af en fantastisk spillende Kasper Schmeichel i buret.

Senere på efteråret misser kvindelandsholdet kvalifikationen til VM i Frankrig, da Holland igen bliver den onde ånd ved at sende Danmarks ud over to play off-opgør.