Lars Høgh

Lars Høgh er en institution i fodbold – ligesom Matthew Le Tissier, Paolo Maldini, Sepp Maier, Carles Puyol, Billy McNeill og Ryan Giggs. De har alle det til fælles, at de i deres imponerende karriere kun spillede for én og samme klub.

Den fynske målmandslegende opnåede 817 kampe for OB fra 1977 til 2000; en rekord, der næppe nogensinde bliver overgået i Danmark. Som ingen anden topspiller har han oplevet udviklingen fra amatørisme via fyraftensprofessionalisme til big business. Hans loyalitet var dog aldrig til salg.

Lars Høgh debuterede på 1. holdet i OB i efteråret 1977 mod AGF i Aarhus Idrætspark og spillede sin sidste kamp 28. maj 2000 på Vejle Stadion, hvor han præsterede tre pragtredninger og klarede et straffespark fra Henrik Risom. OB vandt 1-0.

Indimellem hjalp Lars Høgh sin klub til at vinde det danske mesterskab i 1977, 1982 og 1989 samt DBU’s Pokalfinale i 1983, 1991 og 1993 uden at indkassere et mål i nogen af de tre finaler. Mod AaB i 1993 blev det 0-0 efter forlænget spilletid. I den efterfølgende straffesparkskonkurrence reddede han fjerde og femte nordjyske forsøg og sikrede OB en sejr på 4-3.

Lars Høgh blev fem gange kåret som Årets Målmand – i 1986, 1989, 1992, 1993 og 1994 som belønning for en formidabel træningsindsats og exceptionelle præstationer, der sammen med hans smittende humør, noble optræden og inspirerende menneskelige kvaliteter har aftvunget beundring og respekt hos såvel med-og modspillere som dommere, trænere og medier; for den sags skyld alle omkring ham.

Et af højdepunkterne i sin 23 år lange karriere oplevede Lars Høgh på Estadio Santiago Bernabéu i Madrid 6. december 1994, da OB mødte Real Madrid CF i UEFA Cup-turneringen. Efter et nederlag på 3-2 på Odense Stadion (med Michael Laudrup som matchvinder) vandt OB returkampen 2-0.

Lars Høgh repræsenterede også DBU – i 8 kampe på A-landsholdet, 1 på B- og 3 på ungdoms-landsholdet. Han var med i VM 86 i Mexico, EURO 88 i Tyskland, FIFA Confederations Cup i 1995 samt EM i England 1996. Dertil kom, at han tilbragte 50 landskampe på bænken.

Samtidig med at spille fodbold på højeste niveau uddannede Lars Høgh sig som både tømrer og speditør. Da han sluttede som aktiv, blev han sportsdirektør i OB og senere målmandscoach i flere danske klubber samt fra 2007 for det danske landshold.

Lars Høgh har haft mange bolde i luften – endda på samme tid – og altid grebet dem med et smil uanset om det var på Idrætsskolerne i Oure, i sine fodbold-camps for talenter eller i sine sociale projekter.

Optaget i Fodboldens Hall of Fame 2021.

Født 14. januar 1959 i Odense

Klubber: Sanderum Boldklub • Odense Boldklub

8 landskampe (1983-95)