Poul Pedersen

I en karriere, der strakte sig over 15 sæsoner, spillede Poul Pedersen 389 kampe for den samme klub: Arbejdernes Idrætsklub Aarhus (AIA), fordelt på alle tre divisioner i den daværende Danmarksturneringen og for det meste sammen med Ernst og Willy Pedersen. De var brødre til hans svigerfar, Magnus Pedersen, en stor personlighed, som mere end nogen anden styrede klubben.

Poul Pedersen, der brillerede som en elegant, driblestærk og arbejdsom højre wing, fik sit gennembrud i 1953, da AIA mødte HIK i Aarhus Idrætspark. Der var 21.637 tilskuere; rekord for en kamp i 3. division. Den 20-årige tømrerlærling med kælenavnet ”Polle” bidrog så væsentligt til oprykningen, at han fire uger senere mod Sverige fik sin debut på landsholdet.

I 1961 var det blevet til 49 landskampe, deraf 17 som anfører, og i den anledning udgav han sin selvbiografi med titlen ”Landskampsrekorden”. Undervejs havde han slået Pauli Jørgensens rekord på 47 landskampe og hjulpet Danmark til olympisk sølv i Rom, uanset om AIA spillede i 1. division (fire sæsoner) eller 2. eller 3. division.

I 1964 opnåede Poul Pedersen, en gentleman såvel på som udenfor banen, sin 50. og sidste landskamp. Nu kan han glæde sig over at se sit barnebarn Viktor Fischer på landsholdet og klubholdet i AFC Ajax.

I både 1981 og 1982, da han var omkring de 50, var Poul Pedersen med til at vinde det danske mesterskab i DBU’s nye pokalturnering for old boys; det ville sige for spillere over 33 år.

Optaget i Fodboldens Hall of Fame i 2014

Født 31. oktober 1932 i Aarhus
Klub: AIA
50 landskampe • 17 mål (1953-64)

Poul Pedersen