Thomas Helveg
Der er mange eksempler i Danmark på spillere, der har trådt deres første fodboldstøvler i en lille klub med frivillige ledere og trænere og grundlagt en fornem karriere på dels A-landsholdet, dels klubhold i både ind-og udland.
Thomas Helveg er en af dem. Han begyndte i Sankt Klemens / Fangel IF og fortsatte i Dalum IF inden han som 18-årig skiftede til Odense Boldklub, hvor han i 1989 nåede at bidrage til klubbens tredje og hidtil seneste danske mesterskab med et enkelt mål i to kampe. Han hjalp også OB til at vinde DBU Pokalen i 1991 og 1993 (i begge tilfælde med sejre over AaB i finalen) før han begyndte sin 13 år lange karriere i udlandet.
OB lejede i efteråret 1993 Thomas Helveg ud til Udinese Calcio for seks måneder. Selv om klubben endte med at rykke ned i Serie B, gjorde han det så godt (med 2 mål i 22 kampe), at han blev udtaget til landsholdet, fik en permanent kontrakt med den italienske klub og blev kåret som Årets Spiller i Danmark. Udinese behøvede kun en enkelt sæson for at vende tilbage til Serie A, hvor klubben gjorde det vanskeligt for de store klubber – omtalt som ’De syv Søstre’.
I april 1997 fik Thomas Helveg følgeskab af Martin Jørgensen. De udviklede et samarbejde og venskab i Udine, hvor medspillere, ledere og fans omtalte dem som onklen og nevøen, hjalp Udinese Calcio til en 5. plads og – for første gang i klubbens historie – til europæisk deltagelse. Året efter blev det til en 3. plads. Samtidigt brillerede de på det danske landshold.
Thomas Helveg rykkede efter VM-slutrunden i Frankrig i 1998 til AC Milan, hvor han var med til at vinde det italienske mesterskab i sin første sæson samt Coppa Italia og UEFA Champions League i 2003. Derpå fulgte en enkelt sæson hos lokalrivalerne i FC Internazionale Milano, et år i Norwich City FC i Premier League og to sæsoner i VfL Borussia Mönchengladbach i Bundesligaen, hvor en betændt akillessene holdt ham ude i otte måneder.
I sommeren 2007 vendte Thomas Helveg tilbage til OB, som han hjalp til at vinde DBU Pokalen for 5. og hidtil sidste gang med en sejr på 2-1 over FC København i finalen. Han spillede 4. december 2010 sin 534. og sidste klubkamp på eliteniveau med en sejr på 6-0 over AaB.
Thomas Helveg var en alsidig og pålidelig, mentalt stærk og boldsikker spiller, der kunne dække flere defensive positioner. I sine 108 landskampe med Richard Møller Nielsen, Morten Olsen og Bo Johansson som cheftrænere var han anfører 12 gange. Han var med i fem slutrunder.
Efter sin tid som aktiv var han træner i OB i to perioder og assistenttræner for U/19-landsholdet.
Optaget i Fodboldens Hall of Fame i 2025
Født 24. juni 1971
Klubber: Sankt Klemens / Fangel IF • Dalum IF • Odense Boldklub • Udinese Calcio • AC Milan • FC Internazionale Milano • Norwich City FC • VfL Borussia Mönchengladbach
108 landskampe • 2 mål (1994-2007)