DBU vil med Hele Danmarks Klubhus skabe bedre trivsel for børn og unge
Fodbold er mere end et spil – det er leg, læring og fællesskab.
Hele Danmarks Klubhus er det største og mest ambitiøse projekt i dansk fodbolds historie og skal sikre bedre trivsel, styrke sammenhængskraften over hele landet, sikre moderne rammer og faciliteter for både vores yngste og vores bedste, og sikre at viden og og innovation bliver til gavn for alle.
'Hele Danmarks Klubhus’ er blevet udviklet de senere år med input fra og møder med DBU’s Lokalunioner og både Kvindedivisionsforeningen og Divisionsforeningen, mens tidligere landstræner Kasper Hjulmand har været en central del af arbejdet siden sommeren 2024 som konsulent på projektet.
Hele Danmarks Klubhus er fortsat i en opstartsfase, hvor der arbejdes på både udvikling af indholdet og yderligere finansiering fra forskellige fonde, virksomheder mv. for at kunne igangsætte og realisere det fulde projekt.
DBU’s formand, Jesper Møller, understreger ambitionen:
"Vi ønsker at udvikle dansk fodbold, så vi både kan vinde på banen og gøre en større forskel udenfor banen, særligt for børn og unge. Med ’Hele Danmarks Klubhus’ vil vi bidrage til bedre trivsel, stærkere læring og sundhed blandt tusindvis af børn og unge i en tid med mistrivsel og ensomhed."
Projektet hviler på fire stærke programspor:
- Legende Fodboldmiljøer – skaber sjove og lærerige rammer for børne- og ungdomsfodbold.
- Ledelse & Frivillighed – styrker de over 120.000 frivillige, der driver dansk fodbold.
- Regionale Kraftcentre – moderne mødesteder for udvikling af spillere, trænere og frivillige.
- Campus – et nationalt samlingssted med topmoderne faciliteter for landshold, innovation og fællesskab.
Bliv klogere på HELE DANMARKS KLUBHUS i filmen øverst.
Ønsker du derudover at dykke dybere ned i hvilke aktører, der økonomisk bakker op om programmet findes en liste over over partnerne i venstremenuen. Her finder du også svar på måske nogle af de spørgsmål du sidder med i vores Q&A og ikke mindst kan du læse hele kernefortællingen og fundamentet for programmet.