Amatøroverførsler
Internationale overførsler af spillercertifikater til amatørhold
Spillercertifikater på danske statsborgere, der senest har spillet i en udenlandsk klub samt for ikke-danske statsborgere, der ikke på nuværende tidspunkt er registreret i en dansk klub – uanset om disse har spillet fodbold i en udenlandsk klub - søges via KlubOffice.
Når der anmodes om spillercertifikat fra en udenlandsk klub er det vigtigt, at I skriver navnet på den udenlandske klub så præcist som muligt.
Når en ansøgning om spillercertifikat er udfyldt i KlubOffice behandles ansøgningen af DBU Fodboldjura.
For at kunne indhente spillercertifikatet så hurtigt som muligt, kan I som klub med fordel sørge for at der bliver sendt en PDF-kopi af spillerens billede-ID.
Benyt venligst dette sikre link til uploading af dokumenter til modtager DBU Transfer: https://dbu.signflow.dk/webapp/securemailbox/new?contact=DBU%20Transfer
DBU Fodboldjura står for at indhente spillercertifikatet gennem FIFA’s Transfer Matching System (TMS), når der er tale om spillere med amatørstatus, der senest har spillet fodbold under et andet forbund. Af samme årsag skal vi for at kunne hente spillercertifikatet bruge en PDF-kopi af officiel billede-ID på spilleren. Dette kan f.eks. være kopi af pas, kørekort eller andet myndighedsudstedt billede-ID fra det pågældende land.
Det er forskelligt, hvor lang tid processen tager, og man skal derfor væbne sig med tålmodighed når der skal indhentes spillercertifikater fra udlandet. DBU Fodboldjura bestræber sig dog på at behandle alle sager hurtigst muligt.
DBU's regler for internationale overførsler af amatørers spillercertifikater findes i Cirkulære 135.