Børnefodbolden skal løftes

Børn I Spil (2)

Diskussioner om samspil mellem leg og fodbold eller mellem bredde og eliteklubber er frugtbare og nødvendige, fordi der ikke altid findes entydige svar og løsninger.

Debatindlægget er oprindeligt bragt hos Politiken 26.april 2021.

AF ANDREAS RASCH-CHRISTENSEN
Forskningschef ved VIA University College, bestyrelsesmedlem i Brabrand IF og ekstern sparringspartner for DBU’s børnestrategi

DBU har med rette udarbejdet en strategi for de yngste fodboldspillere med et veludviklet børnesyn og 10 børneløfter. Det enkelte barns kærlighed til fodbold skal opprioriteres, og der skal fokuseres på trivsel og dannelse på lige fod med den fodboldmæssige udvikling. Det er godt rent pædagogisk, fordi det at lade børn være børn med deres naturlige appetit og nysgerrighed på tilværelse er et godt afsæt for deres udvikling. Det ses også afspejlet i den aktuelle dagtilbudslov, hvor leg og fællesskaber ud fra børnenes perspektiv er et centralt omdrejningspunkt.

Strategien adresserer ligeledes en lidt brændende platform. Ilden har ikke for alvor kastet store flammer af sig, men den sniger sig ind mellem sprækkerne. Fodbolden er ramt af faldende medlemstal og på lige fod med andre sportsgrene, så kan en del af den aktuelle udvikling forklares med covid-19. De nedadgående tal har dog desværre også en lidt længere tidshorisont bag sig. Det betyder ikke, at klubberne ikke har praktiseret mikrofodboldskoler, skolesamarbejder og mange andre gode tiltag for at få tilført og fastholdt nye helt unge medlemmer. Det indikerer blot, at der skal andet og mere til.

Strategien har grundlæggende et perspektivrigt indhold. Den er udviklet med bred inddragelse af fodboldfaglige og pædagogiske kompetencer, og den forholder sig som sagt til nogle konkrete udfordringer, som fodbolden står over for. Alligevel er en strategi ikke meget mere værd, end det papir, som den er skrevet på, hvis den ikke kommer ud at leve i klubberne. Børnesynet og løfterne er formuleret så bredt, at vi ikke ved, hvad der sker med dem, før klubberne arbejder på at realisere dem. Følgelig er det interessante, hvordan klubberne og deres trænere rustes til opgaven med at skabe fodboldmiljøer, hvor leg, dannelse, trivsel og fodboldkærlighed er i højsædet.

Det ved DBU selvfølgelig godt. Derfor skal der satses på træneruddannelse og klubansvarlige børnekonsulenter. Det skal give strategien liv der, hvor dens betydning skal være størst. Tæt på børnene. Det gemmer sig dog en række helt konkrete, men også overordnede udfordringer. Langt de fleste klubber drives af frivillige, og forældretrænere er her en af de helt centrale grundpiller. Ikke mindst i bestræbelsen på at sikre en god start for de yngste spillere.

LÆS MERE

Læs hele debatindlægget på www.gamechanger.nu

Læs meget mere om DBU's nye børnefodboldstrategi her