Fodbold Fitness-træneruddannelse

Fodbold Fitness og motionsfodbold er fleksible fodboldtilbud for personer, der ønsker en sund, sjov og social træningsform. Forudgående fodboldkendskab er ikke afgørende for at deltage.

Fodbold Fitness-træneruddannelsen henvender sig til alle, der træner motionsfodbold for mænd og kvinder. Kurset har til formål at dygtiggøre kursisterne i at sammensætte og afvikle en træning for voksne i alle aldre og på forskellige niveauer.

Der vil på kurset blive lagt vægt på, hvordan man kan afvikle en inspirerende, sjov og inkluderende træning for forskellige målgrupper.

Kursisterne vil fungere som medier for hinanden i de planlagte træningssessioner.

Optagelseskriterier
Der er ingen optagelseskriterier. Alle med interesse i træning for særlige målgrupper eller motionsfodbold er velkomne.

Kursusbeskrivelse
På Fodbold Fitness-træneruddannelsen får du viden om planlægning, forberedelse og afvikling af fodboldtræning for særlige målgrupper. Kurset består af både teori og praksis, hvor du både er aktiv i undervisningslokalet og på banen.

Kurset omfatter blandt andet:

  • Teoretisk gennemgang af evidensbaseret viden om træning af særlige målgrupper
  • Håndtering af særlige målgrupper i praksis
  • Viden om tilpasning af øvelser og træning med fokus på diversitet og niveauforskelle
  • Praktisk planlægning af træning og eksekvering af denne
  • Kommunikation og trænerrolle


Varighed
Kurset varer seks timer.

Deltagelse
Vil du deltage på uddannelsen? Kontakt din lokalunion for information om kommende afviklinger.

Læs mere om Fodbold Fitness og motionsfodbold

FAKTA

Fodbold Fitness og motionsfodbold er koncepter, der kan udvikles i og tilpasses den enkelte fodboldklub. Det betyder, at de overordnede rammer er fastsat i et forsøg på at hjælpe klubberne på vej – men at den praktiske gennemførsel er fleksibel og kan variere fra klub til klub. Alle kan være med uanset niveau eller form, og man forventes ikke at deltage i turneringskampe. Udgangspunktet er, at en træning består af en kombination af fodboldøvelser, fitnessøvelser, små spil og lege samt interne kampe på holdet på små baner med få spillere på hvert hold. Det er gennem forskning bevist, at dette er en af de sundeste og bedste træningsformer, man kan dyrke.