Nyheder

Morten Olsen fortsætter til 2012

Dansk Boldspil-Union (DBU) og Morten Olsen er blevet enige om en to-årig forlængelse af samarbejdet frem til og med EM-slutrunden i 2012. Forhandlinger med assistenttrænerne i løbet af foråret.


Morten Olsen fortsætter som landstræner i yderligere to år, når hans nuværende kontrakt med DBU udløber efter sommerens VM-slutrunde.
 
DBUs generalsekretær Jim Stjerne Hansen og landstræner Morten Olsen har afsluttet deres drøftelser om rammerne for en forlængelse af samarbejdet.
 
Samtalerne har begrænset sig til ét møde, mandag den 14. december, samt tre telefonsamtaler – én i julen, én lige efter nytår og den sidste tidligere i denne uge - hvor detaljerne er blevet forhandlet på plads.
 
 
Ukompliceret forhandlingsforløb
 
Det ukomplicerede forhandlingsforløb over tre uger kan tilskrives, at begge parter har været fundamentalt interesserede i at finde frem til en fortsættelse af samarbejdet.
 
”Vi har ikke lagt skjul på, at Morten Olsen er den rette mand til stillingen som landstræner og primus motor i den sportslige struktur for arbejdet med vores talentudvikling,” udtaler generalsekretær Jim Stjerne Hansen, og uddyber:
 
”Hans indsats har været upåklagelig i de ni år, vi allerede har arbejdet sammen. De synlige resultater af hans store indsats er med kvalifikationen til sommerens VM-slutrunde igen blevet tydelige for de fleste, og er i overensstemmelse med vores erklærede målsætninger. Det er derfor yderst tilfredsstillende, at vi kan tilbyde Morten Olsen en forlængelse af aftalen på stort set uændrede vilkår, der er så attraktive, at han gerne vil fortsætte i stillingen.”
 
Dermed hentyder Jim Stjerne Hansen til DBUs overordnede målsætning om, at landsholdet gerne skal deltage i hver anden af de store slutrunder om enten Europamesterskabet eller Verdensmesterskabet.
 
”Det er en tillidserklæring, at DBU fortsat ønsker mig i denne stilling. Det er et prestigefyldt job, og jeg føler mig rigtigt godt tilpas i stillingen. Det har været vigtigt for mig, at jeg kan se frem til de nye mål og opgaver, og der stadig er store udfordringer,” forklarer Morten Olsen, og uddyber:
 
”Vi er resultatmæssigt kommet godt ud af den seneste kvalifikationsturnering, og jeg ser fortsat et stort fremtidsperspektiv i talentmassen. Jeg arbejder med dygtige og læringsvillige spillere har derfor en god fornemmelse af, at vi vil kunne gentage succesen i den næste kvalifikationsturnering.”
 
 
Fjerde kontraktperiode
 
Begge parter har ligeledes været enige om varigheden af en ny kontraktperiode i en situation, hvor samarbejdet til sommer allerede har varet i 10 år.
 
”Morten Olsen er jo nærmest det danske svar på Sir Alex Ferguson, så vi kan bestemt ikke udelukke en forlængelse igen om to år. Men omvendt er Morten og jeg enige om, at vi begge gerne vil være stillet fri til at vurdere det spørgsmål til den tid, og at vi fra nu af kører to-årige terminer,” påpeger Jim Stjerne Hansen.
 
”Da jeg nåede pensionsalderen som fodboldspiller forlængede jeg kun mine aftaler for ét år af gangen. Nu er jeg oppe i samme aldersgruppe som træner, men nu forlænger jeg med to år. Så det er faktisk et fremskridt,” bekræfter Morten Olsen, og uddyber:
 
”10 år er lang tid i samme stilling som træner. 12 er meget lang tid, så det giver os en fornuftig mulighed for at se, hvordan verden så ser ud til den tid.”
 
Den kommende kontrakt bliver den fjerde mellem partnerne.
 
Morten Olsens første kontrakt med DBU, der blev indgået i efteråret 1999, omfattede perioden fra 1. juli 2000 til 30. juni 2002.
 
Denne aftale blev allerede i efteråret 2001 forlænget med en fire-årig periode til 30. juni 2006, mens den nuværende fire-årige aftale udløber efter VM-slutrunde i Sydafrika til sommer.
 
 
Fortsætter som inspirator
 
Morten Olsen har siden 2006 har været med til at definere, præge og videreudvikle de sportslige satsningsområder indenfor det danske fodboldforbunds samlede talentudvikling, specifikt indenfor talentprogrammerne og de syv ungdomslandshold.
 
Landstræneren har også medvirket i job- og profilbeskrivelserne for talent- og ungdomslandsholdstrænere
 
Morten Olsen vil ligeledes i den kommende kontraktperiode indgå i den såkaldte landstrænergruppe med deltagelse af assistenttræner Peter Bonde, U/21-landsholdstræner Keld Bordinggaard, U/19-landsholdstræner Per Andersen og U/17-landsholdstræner Thomas Frank samt træneruddannelseskonsulent Peter Rudbæk og generalsekretær Jim Stjerne Hansen.
 
Morten Olsen, 60 år, bor sammen med sin belgiske kone, Mireille, dels i Vordingborg på Sydsjælland og dels i Bruxelles.
 
Jim Stjerne Hansen gennemfører forhandlinger med landsholdets assistenttrænere i løbet af de kommende måneder.
 
 
Læs også:
 
 
 
 

Af: Lars Berendt

08. januar 2010, 10:47

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer:



Indtast klubbens navn eller en del af navnet
Udvidet kampsøgning
Livescore søgning
 
 
Glemt adgangskode?
Indtast dit brugernavn eller email her, så vi din adgangskode til dig.
Brugernavn / E-Mail:
ELLER
 
Lav ny profil uden Facebook