Nyheder

Del
Del

Thomas Sørensen på mål mod Sverige

0 anbefalinger
Startopstilling Sverige-Danmark: Jesper Christiansen skadet under træningen fredag og udenfor truppen, Thomas Helveg - slår Michael Laudrups 104 landskampe og bliver nummer to på listen over flest landskampe - i forsvaret med Martin Laursen, Daniel Agger og Niclas Jensen.
Det skulle have været Jesper Christiansen, men det bliver Thomas Sørensen.
 
Landstræner Morten Olsen havde truffet sit valg på målmandsposten til EM-kvalifikationskampen mod Sverige med kick off klokken 20.30, men en skade hos Jesper Christiansen ændrer startopstillingen.
 
Jesper Christiansen blev fredag formiddag skadet under den sidste del af målmændenes opvarmning, og deltog ikke i den afsluttende træning forud for aftenens kvalifikationskamp på Råsunda Fotbollstadion.
 
 
Uprovokeret skade
 
”Jeg kastede mig i en redning, og mærkede et smæld i højre albue. Det er brandærgerligt. Jeg har kæmpet for det, og jeg havde fået besked om, at jeg skulle have stået i aften, så det er bare rigtigt bittert,” siger Jesper Christiansen.
 
Idet der ikke var tale om forbedring af skaden i løbet af fredagen, stod det lørdag morgen helt klart, at Jesper Christensen ikke ville kunne spille kampen. I stedet rykker tredjemålmand Stephan Andersen ind i den officielle trup og tager plads på reservebænken, mens Kevin Stuhr Ellegaard, Randers FC, er blevet tilkaldt som back up.
 
Der er ifølge DBUs sundhedssektor tale om en muskelskade i højre albue, som vil blive nærmere diagnosticeret på baggrund af et røntgenbillede og en scanning, der allerede er bestilt i samarbejde mellem sundhedssektorerne hos DBU og FC København.
 
Jesper ChristiansenDet er dog givet, at Jesper Christiansen ikke bliver klar til EM-kvalifikationskampen mod Liechtenstein onsdag aften i Århus, og derfor forlader han landsholdslejren søndag for at fortsætte skadebehandlingen i sin klubs regi.
 
”Som jeg sagde så sent som i går, så har vi ikke været i en så heldig situation på det danske landshold længe, at vi har to målmænd, der er på niveau og dermed en reel konkurrence på pladsen, udtaler landstræner Morten Olsen om målmændene Jesper Christiansen og Thomas Sørensen, og uddyber:
 
”Vi havde besluttet os for Jesper. Hvis vi ser bort fra blamagen mod Irland, har han stået nogle fantastiske kampe på højeste niveau, og er dermed foran Thomas, når det kommer til deres aktuelle form. Til gengæld har vi i Thomas en keeper med rigtig stor, international erfaring, og han har spillet adskillige, afgørende kampe med de fire i forsvaret foran ham.”
 
 
Thomas Sørensen med flot statistik
 
Thomas Sørensen, der har været skadet i opstartsperioden for sin engelske klub, og dermed ikke spillet en turneringskamp siden landskampen mod Letland den 6. juni, har spillet 64 landskampe.
 
Han overtog pladsen som førstemålmand på landsholdet, da legenden Peter Schmeichel i april 2001 pensionerede sig selv efter 129 landskampe. Og for de overtroiske kan det nævnes, at Thomas Sørensen repræsenterer en statistik med flere sejre (37) end uafgjorte (16) og nederlag (11) tilsammen.
 
Jesper Christiansen er noteret for otte landskampe, mens den nye reserve, Stephan Andersen, har en enkelt halvleg mod Spanien i marts 2004 på sit CV.
 
Allerede fredag eftermiddag blev Kevin Stuhr Ellegaard bedt om at være stand by til at skulle rejse til Stockholm som back up for Sørensen og Andersen, og lørdag morgen blev hans deltagelse og rejse endeligt bekræftet. Ellegaard var med i den seneste, succesfulde årgang af U/21-landsholdsspillere, og var blandt andet med ved EM-slutrunden med dette hold i 2005. Han har spillet 20 kampe på U/21-landsholdet.
 
Skadesituationen i truppen betragtes fra tidspunktet for det sidste pressemøde inden landskampene – ved middagstid dagen inden den pågældende kamp – og frem til kamptidspunktet som en del af startopstillingen, som først offentliggøres en time inden kick off.
 
 
Thomas Helveg tilbage
 
Thomas HelvegI forsvaret får veteranen og tidligere anfører Thomas Helveg comeback.
 
Hans seneste landskamp ligger tilbage i november sidste år, hvor han var med i 1-1 landskampen mod Tjekkiet i Prag. Siden kostede et ustabilt forår i Borussia Mönchengladbach ham pladsen på landsholdet, men han er nu tilbage hos OB, hvor hans spil har berettiget ham til en plads i truppen og startopstillingen.
 
Med kampen mod Sverige overhaler Thomas Helveg samtidig Michael Laudrups 104 landskampe, og bliver med sin landskamp nummer 105 den næstmest benyttede landsholdsspiller gennem årene kun overgået af Peter Schmeichel.
 
Centerforsvaret udgøres af Premier League-kollegerne Martin Laursen og Daniel Agger, der også dannede duo i den seneste kvalifikationskamp mod Letland den 6. juni med Niclas Jensen som venstre back.
 
Den kontrollerende midtbane skal styres af holdkammeraterne Daniel Jensen og Leon Andreasen fra Werder Bremen med Thomas Kahlenberg som offensiv midtbanespiller.
 
Dennis Rommedahl og Jesper Grønkjær indtager pladserne som wings med Jon Dahl Tomasson som forreste angriber.
 
 
Startopstilling:
 
1
Thomas Sørensen
 
 
6
Thomas Helveg
3
Martin Laursen
4
Daniel Agger
5
Niclas Jensen
 
 
7
Daniel Jensen
2
Leon Andreasen
10
Thomas Kahlenberg
 
 
11
Dennis Rommedahl
9
Jon Dahl Tomasson (anfører)
8
Jesper Grønkjær
 
 
 
 
Indskiftningsspillere:
 
 
12
Michael Gravgaard
13
Esben Hansen
14
Hjalte Bo Nørregaard
15
Jan Kristiansen
16
Stephan Andersen
17
Peter Løvenkrands
18
Nicklas Bendtner
 
 
Kevin Stuhr-EllegaardDet betyder samtidigt, at skadede Jesper Christiansen får selskab af den ekstraindkaldte Kevin Stuhr Ellegaard på tribunen sammen med Brian Priske, Jonas Borring, Rasmus Würtz og Morten Nordstrand fra bruttotruppen på 24 spillere inklusiv Jesper Christiansen, som dermed ikke kommer i betragtning til kampen.
 
Morten Olsen havde før nomineringen af landsholdstruppen afbud fra Martin Jørgensen og Lars Jacobsen, ligesom Thomas Kristensen og William Kvist måtte melde afbud allerede inden truppen blev samlet i træningslejren i Vedbæk.
 
Christian Poulsen aftjener sine tre spilledages karantæne fra kampen mod Sverige i Parken 2. juni med kampene mod Letland, Sverige og onsdagens kamp mod Liechtenstein.
 
Søndag formiddag rejser landsholdet med charterfly fra Stockholm til Karup, hvorefter truppen indkvarterer sig på SAS Radisson i Silkeborg op til kampen mod Liechtenstein på NRGi Park i Århus onsdag den 12. september klokken 20.00.
 
Der er fortsat mulighed for at sikre sig billetter til kampen mod Liechtenstein:
 

Læs også nyhederne:
 
 
 
Billetsalg, se landsholdet træne og følg landsholdet med landsholdsklubben.dk:
 
 
 
TV-transmission:
 
Kampen vises på TV3, der har købt tv-rettighederne af det svenske fodboldforbund, SFF. For oplysninger om optaktsudsendelser og transmission henviser vi til TV3.
 
 
Truppen:
 
Den officielle trup til en kvalifikationskamp må bestå af op til 18 spillere, som skal opføres på FIFAs holdseddel.
 
Den giver plads til at notere startopstillingen og indskiftningsspillerne, navnene på op til seks trænere, medicinsk stab og officials med plads på bænken samt fem yderligere spillere eller officials på ekstra sæder ved siden af bænken.
 
Holdopstillingens skal indleveres – underskrevet af træneren – til kampens dommer senest 75 minutter før kampens start. Herefter kontrolleres navnene af dommeren og kampenes kontrollant, hvorefter de to holdopstillinger bliver frigivet til blandt andet pressen og stadionspeakeren samt til brug på storskærmene.
 
Du kan se den danske holdopstilling her på siderne fra lørdag klokken 19.30.
 
 
Udskiftninger:
 
I henhold til de internationale regler kan der i kvalifikationslandskampe skiftes op til tre spillere ud på hvert hold.
 
Maksimalt tre spillere fra hvert hold må varme op samtidigt.
 
 
Spilledragter:
 
Danmark stiller op i den traditionelle spilledragt; røde trøjer, hvide shorts og røde sokker. Sverige spiller i gule trøjer, blå shorts og gule sokker.
 
Holdenes spilledragter – og dermed farvekombinationerne – i de enkelte kampe er allerede på forhånd aftalt i en ”protokol” mellem fodboldforbundene i kvalifikationsgruppe F.
 
Spilletøjet bliver tjekket af kampens dommer og kontrollant på et organisationsmøde klokken 10.00 på kampdagen, hvor specielt også målmændenes tøj samt overtrækstrøjerne til brug ved opvarmning kontrolleres. Overtrækstrøjerne skal i farver adskille sig fra farverne på trøjerne, de to hold og dommerne benytter. På organisationsmødet inspiceres banen, og der drøftes en række forhold som transport, tilskuersituation og sikkerhed også drøftes.
 
Første del af organisationsmødet har deltagelse af dommerkvartetten og dommerobservatøren, mens den øvrige del af mødet har deltagelse af UEFAs kontrollant og sikkerhedschef, repræsentanter fra de to fodboldforbund, stadionledelsen, politi og brandvæsen.
 
 
Dommer og officials:
 
Kampens dommer er Frank de Bleeckere fra Belgien med Peter Hermans og Alex Verstraeten som linjedommere og Paul Allaerts som fjerdedommer.
 
Frank de Bleeckere er indrangeret i den højeste, europæiske dommerkategori, UEFA Elite Category. Han har tidligere dømt to kampe med landsholdet; VM-kvalifikationskampen mod Grækenland i Parken i oktober 2005 (1-0) og EM-slutrundekampen mod Italien (0-0) i Portugal i juni 2004. Han har også tidligere dømt blandt andet en VM-kvalifikationskamp med Sverige på Råsunda, som hjemmeholdet vandt 3-0 over Bulgarien i 2005.
 
 
Yderligere oplysninger:
 

Af: Lars Berendt

08. september 2007, 03:34

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer:



Indtast klubbens navn eller en del af navnet
Udvidet kampsøgning
 
 
Glemt adgangskode?
Indtast dit brugernavn eller email her, så vi din adgangskode til dig.
Brugernavn / E-Mail:
ELLER
 
Lav ny profil uden Facebook