Nyheder

Stokholm tilbage på Ligalandsholdet

0 anbefalinger
Landstræner Morten Olsen har udtaget erstatninger for tre FC København-spillere til Ligalandsholdet: Comeback til Nicolai Stokholm og nye navne i skikkelse af de tidligere U/21-landsholdsspillere Jakob Poulsen og Jonas Troest.
Landstræner Morten Olsen ser bort fra spillere fra AaB og nu også FC København til Ligalandsholdet i januar måned.
 
Som oplyst allerede ved nomineringen af truppen for 14 dage siden valgte landstræneren at se bort fra spillere fra AaB, der på det tidspunkt allerede havde sikret sig kvalifikation til sekstendedels-finalerne i UEFA Cup’en.
 
Ved samme lejlighed oplyste landstræneren, at han ligeledes ville se bort fra de tre spillere fra FC København – Mathias ”Zanka” Jørgensen, Hjalte Bo Nørregaard og Thomas Kristensen - der blev udtaget til Ligalandsholdets træningstur, hvis også FC København ville sikre sig videre deltagelse i UEFA Cup’en.
 
 
International erfaring gennem UEFA Cup
 
”Det er glædeligt for dansk fodbold, at vi har to hold med over til de afsluttende runder af UEFA Cup’en. For landsholdet har det den betydning, at de danske landsholdsemner på de to hold får sikret sig international erfaring gennem UEFA Cup-kampene, og derfor ser vi bort fra dem til denne udgave af Ligalandsholdet,” forklarer landstræner Morten Olsen med henvisning til, at de første kampe i UEFA Cup’en allerede skal spilles i midten af februar måned.
 
I stedet for de to midtbanespillere udtager Morten Olsen den kommende FC Nordsjælland-spiller Nicolai Stokholm samt de to tidsligere U/21-landsholdsspillere Jacob Poulsen, AGF, og Jonas Troest, OB.
 
”Vi taler om erstatninger for tre spillere, der har været med på A-landsholdet i år. Derfor er valget af Nicolai oplagt på grund af hans individuelle potentiale og den erfaring, han kan tilføre en trup, og så vil vi gerne se to yngre spillere i aktion, som begge har gjort det fint i SAS Ligaen dette efterår, efter de har prøvet sig af i udlandet,” begrunder Morten Olsen valget af de tre nye spillere i truppen.
 
 
Tilbage fra udlandet
 
Der bliver dermed comeback til Nicolai Stokholm, som de seneste to sæsoner har spillet og været anfører for den norske klub Viking Stavanger, men starter op i FC Nordsjælland fra det nye år.
 
Han har været med på Ligalandsholdets træningsture til Californien i 2004 og til Hong Kong og Singapore i 2006, hvor han var med i alle i alt seks kampe. Deltagelsen på de to træningsture skaffede ham også debut på A-landsholdet i foråret 2006, hvor han var med i kampene mod Israel og Paraguay.
 
Jakob Poulsen har international erfaring fra 28 ungdomslandskampe, hvor han 16 gange spillede for U/21-landsholdet, mens han spillede i Esbjerg fB, og inden han blev professionel i Heerenveen, hvorfra AGF hentede spilleren tilbage til dansk fodbold og hans træner fra tiden i Esbjerg, Ove Pedersen, i august måned.
 
Jonas Troest har med i alt 46 kampe stor erfaring fra DBUs forskellige aldersbestemte landshold, hvor han alene i perioden fra september 2004 til oktober 2006 spillede 25 kampe for U/21-landsholdet.
 
Spiller Klub Pos Liga A U-kampe
Kevin Stuhr Ellegaard Randers FC 0/0 0/0 56/0
Kim Christensen IFK Göteborg 0/0 0/0 0/0
Anders Degn Randrup Brøndby IF Fo 0/0 1/0 36/1
Anders Møller Christensen OB Fo 5/0 2/0 0/0
Christopher Poulsen FC Midtjylland Fo 2/0 2/0 1/0
Jonas Troest OB Fo 0/0 0/0 46/0
Mikkel Bischoff Brøndby IF Fo 0/0 0/0 4/0
Thomas Rasmussen Brøndby IF Fo 5/2 8/0 3/2
Danny Olsen FC Midtjylland Mi 0/0 0/0 12/0
Jakob Poulsen AGF Mi 0/0 0/0 28/1
Jonas Borring FC Midtjylland Mi 2/0 3/0 6/1
Ken Ilsø SønderjyskE Mi 0/0 0/0 6/0
Martin Vingaard Esbjerg fB Mi 1/0 5/1 16/2
Mikkel Thygesen FC Midtjylland Mi 2/0 3/0 16/3
Nicolai Stokholm FC Nordsjælland Mi 6/0 2/0 0/0
Steffen Kielstrup Vejle BK Mi 0/0 0/0 24/0
Søren Rieks Esbjerg fB Mi 0/0 0/0 7/1
Martin Bernburg FC Nordsjælland An 2/0 1/0 11/2
Michael Krohn-Dehli Brøndby IF An 0/0 3/0 23/6
Morten Rasmussen Brøndby IF An 0/0 1/0 60/37
 
Med nomineringen af de tre sidste spillere er ni af SAS Ligaens 12 klubber repræsenteret med én eller flere spillere i den kommende udgave af Ligalandsholdet.
 
DBU har til denne vintersæson planlagt en træningstur til Bangkok mellem den 15. og 25. januar for Ligalandsholdstruppen bestående af aktuelle og potentielle landsholdsspillere fra først og fremmest de danske klubber.
 
 

Af: Lars Berendt

19. december 2008, 00:00

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer:



Indtast klubbens navn eller en del af navnet
Udvidet kampsøgning
Livescore søgning
 
 
Glemt adgangskode?
Indtast dit brugernavn eller email her, så vi din adgangskode til dig.
Brugernavn / E-Mail:
ELLER
 
Lav ny profil uden Facebook