Howard Webb dømmer i Århus

Englands og verdens førende dommer, Howard Webb, kan føje venskabslandskampen Danmark-Tjekkiet i Århus til sit CV for i år efter VM-finalen i Johannesburg i juli og Champions League-finalen i Madrid i maj.

DBU har bedt det engelske fodboldforbund, The FA, om at påsætte dommertrioen til næste onsdags venskabslandskamp mellem Danmark og Tjekkiet i Århus.

Og det engelske fodboldforbund har kvitteret invitationen med at sende ingen ringere end Englands og verdens førende, internationale dommer, Howard Webb.

Den 39-årige dommer har gjort en international lynkarriere i løbet af de sidste kun fem år. Han fungerede som fjerdedommer i den engelske Premier League i 1996-1998, blev dommer i Conference-ligaen i 1998-2000, havde tre år i den næstbedste engelske række i 2000-2003, og blev forfremmet til Premier League-dommer fra starten af sæsonen 2003/2004, hvor han fik sin debut med kampen Fulham-Wolverhampton i oktober.

Han kom allerede fra januar 2005 på det internationale fodboldforbund, FIFAs, liste med sin første A-landskamp mellem Irland og Portugal samme efterår. I sommeren 2006 var han med blandt dommerne ved EM-slutrunden for U/21-landshold I Portugal, hvor han blandt andet var fjerdedommer i finalen, og i september samme år debuterede han i Champions League.

Året efter var han med i endnu en international ungdomsturnering, da FIFA arrangerede U/20 VM-slutrunden i Canada. Og med ungdomsslutrunder for både UEFA og FIFA var han et naturligt valg til EM-slutrunden i Schweiz og Østrig i 2008, hvor han dømte to gruppekampe.

Det amerikanske fodboldforbund, US Soccer, havde også bud efter ham denne sæson til finalekampen I MLS-turneringen mellem New England Revolution og Houston Dynamo.

I maj 2009 opnåede han national anerkendelse, da han blev udpeget til dommer i FA Cup-finalen mellem Chelsea og Everton, og international anerkendelse med udtagelsen til Confederations Cup i Sydafrika – og dermed reelt også til VM-slutrunden samme sted året efter.

Og denne sæson har da også budt på de to ultimative dommeropgaver i international fodbold; først Champions League-finalen mellem Inter og Bayern München i Madrid i maj og derefter to gruppekampe, ottendedelsfinalen mellem Brasilien og Chile samt finalen mellem Spanien og Holland ved VM-slutrunden.

Så sent som forrige søndag kunne danske tv-seere se ham i aktion i Premier League-kampen mellem Liverpool og Chelsea.

Howard Webb har i sine første 10 sæsoner på topplan til og med sidste sæson dømt 368 kampe, og uddelt 1.116 gule kort og 49 søde kort. Det giver et gennemsnit på tre gule kort per kamp og 0,1 rødt kort per kamp.

14 af advarslerne faldt alene i den 120 minutter lange VM-finale, hvor de to af dem i øvrigt var til John Heitinga, der dermed blev udvist, mens Webb styrede Champions League-finalen med kun tre gule kort. Mange mener, at advarslen til Nigel de Jong rettelig burde have været et direkte rødt kort for et karatespark i brysthøjde.

Howard Melton Webb, som er gift og far til tre børn, er politimand ansat ved South Yorkshire Police, men er i øjeblikket på orlov fra sit civile job for at koncentrere sig om sin karriere som fodbolddommer.

På linjerne får han landsmændene Simon Beck og Jake Collin samt den danske Superligadommer Jakob Kehlet som fjerdedommer.

Læs også:
Landsholdstrup klar til Århus
Martin Jørgensen får landskamp nummer 100

Se landsholdet live mod Tjekkiet i Århus:
Billetsalg Danmark-Tjekkiet


Se landsholdet træne:
Landsholdets træningstider


Følg landsholdet på landsholdsklubben.dk


Landskampmagasinet:
Læs Landskampmagasinet Danmark-Tjekkiet i den elektroniske version her på siderne fra tirsdag den 16. oktober klokken 15.00.

Af: Lars Berendt - 10. november 2010, 09:37