Thomas Sørensen slutter på landsholdet

Thomas Sørensen lægger handskerne på hylden efter 11 sæsoner som førstemålmand, fire slutrunder og i alt 101 landskampe.


Foto: www.fodboldbilleder.dk

I går meddelte Christian Poulsen, at han indstiller sin karriere som landsholdsspiller.

I dag kommer samme melding fra én anden af landsholdets helt store profiler siden årtusindeskiftet, Thomas Sørensen.

Han debuterede i en EM-play off-kamp mod Israel i Parken i november 1999, hvor han kom på banen i stedet for den skadede førstemålmand, Peter Schmeichel.

Det var imidlertid først, da sidstnævnte valgte at stoppe på landsholdet halvandet år senere, at pladsen som landsholdets faste ankermand blev Thomas Sørensens.

Den status har han med en enkelt undtagelse haft lige siden. I september 2007 havde Morten Olsen rent faktisk udset Jesper Christiansen til at overtage pladsen i målet til EM-kvalifikationskampen mod Sverige.

Det skete efter en periode, hvor Thomas Sørensen blev holdt udenfor klubholdet i Aston Villa, mens Jesper Christiansen var inde i en overbevisende periode for FC København. Men en skade i den allersidste aktion i den afsluttende træning dagen inden opgøret på Råsunda i Stockholm sendte Jesper Christiansen udenfor og Thomas Sørensen tilbage i startopstillingen, hvor han leverede en fantastisk indsats.

Det er den eneste gang, siden han overtog trøjen med nummer 1 fra Peter Schmeichel, at han af sportslige årsager blev fravalgt til startopstillingen. Men på baggrund af hans fremragende indsats i Stockholm var landstræneren ikke i tvivl om, at Thomas Sørensen havde kvaliteten til at fastholde pladsen på landsholdet til trods for perioder med manglende spilletid hos først Aston Villa og siden Stoke City.

I februar jubilerede Thomas Sørensen med sin landskamp nummer 100, men i maj spillede han mod Brasilien i Hamburg det, der ufrivilligt skulle blive hans sidste landskamp.

Han måtte lade sig udskifte med et vrid i ryggen efter blot 25 minutters spil, og med risikoen for, at han ikke ville blive klar til den forestående EM-slutrunde i Polen og Ukraine 14 dage senere, traf Morten Olsen den tunge beslutning at vælge ham fra.

Meget symbolsk blev han erstattet i landsholdstruppen af Peter Schmeichels søn, Kasper.

”Det har været hårdt at skulle komme frem til denne beslutning. Landsholdet var mit helt store mål som barn og ung, og siden har det været en rigtig stor del af mit liv. Men jeg har drøftet min situation med både Morten Olsen og Lars Høgh (målmandstræner, red.) og selvfølgelig min familie, så min beslutning er velovervejet,” forklarer Thomas Sørensen fra Stoke Citys træningsanlæg, og uddyber:

”Jeg er 36 år, og jeg skal erkende, at jeg kan mærke den ekstra fysiske belastning det kræver at være landsholdsspiller. Jeg stopper derfor af hensyn til resten af min karriere og for ikke at sætte mig mellem to stole. Jeg har altid gerne ville stoppe på toppen af min landsholdskarriere, og den tid er nu kommet.

”Samtidig er vi jo rigtigt godt besat på målmandsposten. Stephan stod jo fantastisk ved slutrunden, og Anders er også helt klar. Så derfor er det også med god samvittighed, jeg melder fra nu, så Morten og de andre ved, hvad de skal satse på til den kommende VM-kvalifikationsturnering. Så for mig drejer det sig udelukkende om at komme tilbage på holdet her i Stoke,” slutter Thomas Sørensen.

”Thomas har været rygraden på holdet i næsten hele min periode som landstræner. Han ventede tålmodigt på sin tid som førstemålmand, og han har taget imod konkurrencen fra andre keepere undervejs. Han er en fantastisk målmand og en fantastisk holdspiller,” udtaler landstræner Morten Olsen, og fortsætter:

”Men han har også været landsholdets nummer 1 i mere end 10 år, og derfor synes jeg, det er en klog beslutning, han er kommet frem til. Thomas har ført os til tre slutrunder og været førstemålmand under alle tre slutrunder, og han skal huskes som vores nummer ét. Ikke som nummer 16 eller 23 (numrene til de øvrige målmænd i en slutrundetrup, red.). Jeg vil gerne takke ham for en loyal og altid professionel indstilling.”

Thomas Sørensen var med ved EM-slutrunden i Holland og Belgien i sommeren 2000, hvor han var andenmålmand til Peter Schmeichel i to af de tre gruppekampe, og var i startopstillingen i alle kampene under VM-slutrunderne i Japan og Sydkorea i 2002 og Sydafrika i 2010 samt EM-slutrunden i Portugal i 2004

Udover sine 101 landskampe, hvor de 100 er opnået under Morten Olsens ledelse, har Thomas Sørensen spillet en enkelt B-landskamp, 24 kampe for U21-landsholdet og tre for U19-landsholdet.

Han har som landsholdsspiller repræsenteret Sunderland AFC, som han var med til at spille op i den engelske Premier League i sin første sæson, Aston Villa og senest Stoke City.

Læs mere:

Læs portrættet af Thomas Sørensen bragt i Landskampmagasinet Danmark-Rusland den 29. februar i år i forbindelse med hans 100 landskamps jubilæum her.

Thomas Sørensen ude af EM


Af: Lars Berendt - 07. august 2012, 12:56

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første