Lektion 1

Tidsplan

Emne Varighed (min.)
Opsamling fra forrige uge  3
Tildeling af rosepartnere 2
Opvarmning 10
Øvelse: Afslutninger 15
Småspil 10
Hjemmeopgave 2
Slutfløjt og afrunding 3


Opsamling fra forrige uge

Opgaven fra forrige uges lektion 1 var at øve overlap eller at spille bolden skråt fremad med indersiden eller ydersiden. Spørg eleverne ind til hvordan det er gået med at løse opgaven. Eksempler på spørgsmål:

  • Hvem fik du øvet med? En ven eller alene?
  • Kunne du finde ud af at spille bolden skråt fremad?
  • Kunne din makker finde ud af at lave et overlap?

Tildeling af rosepartnere

  • Del eleverne op i par, så de hver har en rosepartner.


Opvarmning

  • Opvarmningen består af de seks øvelser, som går igen i alle ugerne.
  • Du kan se videoer af alle opvarmningsøvelserne HER

Øvelse: Driblinger og afslutninger


I denne øvelse lærer eleverne, hvordan de skal sparke til bolden for at forbedre mulighederne for at score, og derudover lærer de, hvordan man kan lave en god jubelscene.


Inden øvelsen starter, er det vigtigt at vise eleverne hvordan man laver en god afslutning.

  • Løb mod bolden, så din krop peger i den retning, du gerne vil sparke.
  • Sæt støttefoden ved siden af bolden. Sving sparkebenet igennem og ram bolden med vristen og evt. lidt af indersiden.
  • Undgå at ramme bolden med tæerne.
  • Eleverne vælger selv, om de vil skyde hårdt til bolden, eller om de vil prøve at placere den.
  • I takt med at de bliver bedre, kan de kombinere det og prøve at afslutte hårdt og præcist.

Når eleverne ved, hvordan man laver en god afslutning, skal de øve det i grupper.

  • Opstil en bane, der består af en startkegle, to toppe og et 5-mandsmål.
  • De to toppe markerer det sted, hvor man senest skal have afsluttet mod mål. Afstanden herfra og til målet afhænger af elevernes niveau.
  • Der skal stå en elev bag målet samt være en, der agerer målmand, mens resten stiller sig bag startkeglen.
  • Der dribles fra startkeglen hen mod målet, og der skal afsluttes, inden man har passeret markeringen med de to toppe.
  • Hvis afslutningen går forbi mål, henter spilleren bag målet bolden og løber om bag køen. Den spiller, der lige har skudt på mål, bliver målmand, og den elev, der lige har været målmand, stiller sig bag målet.
  • Derefter sætter næste elev i gang og afslutter mod mål.
  • Hver gang der scores, skal eleverne juble, og de må gerne være kreative.


Når alle har prøvet at afslutte nogle gange, kan nedenstående øvelse laves

  • Flowet i øvelsen er den samme som før, men eleverne er sammen i par, og der sættes en kegle op på linje med startkeglen.
  • Den ene elev står ved den nye kegle med bolden, og afleverer den fremad til den anden elev, der i medløb modtager bolden og skyder på mål.


Variationer

  • Sæt evt. nogle kegler op i siden af målene, hvor det gælder om at skyde bolden ind.
  • Variér mellem at sparke i højre/venstre side og med højre og venstre ben.
  • Man skal skyde til bolden første gang, have to berøringer osv.
  • Bolden bliver kastet, så man skal skyde til bolden, mens den er i luften.
  • Hvis der er for mange elever ift. antal mål, kan man dele eleverne op, så nogle afslutter på mål, mens de andre er sammen i par og øver sig i at skyde til hinanden. Byt halvvejs.


Småspil:

  • Lad eleverne spille tre mod tre eller fire mod fire, til to mål. Sørg så vidt muligt for at
    rosepartnerne er på samme bane.

Hjemmeopgave

  • Øv dig i at sparke frispark på mål, op ad en mur eller til en kammerat.
  • Der skal afsluttes med begge ben, og øv dig i at skyde bolden forskellige steder hen,
    f.eks. højt eller lavt i målet.