Succes for Ligalandshold

Ligalandsholdet vinder Carlsberg Cup. 'Læreproces' og en ”gave til spillerne og klubberne” siger landstræner Morten Olsen efter Ligalandsholdets træningstur til Singapore og Hong Kong. Træninger med kampe som eksamen – og eksamen bestået med tre sejre i tre kampe. DBU investerede 980.000 kroner i turen.

Ligalandsholdet blev en sikker vinder af Carlsberg Cup med finalesejr på 3-1 over Sydkorea tidligere onsdag.
 
Og vandt dermed alle tre kampe på træningsturen til de to tidligere britiske kronkolonier, Singapore og Hong Kong.
 
Til finalen mod Sydkorea i Carlsberg Cup havde landstræner Morten Olsen kun justeret på to pladser i Ligalandsholdets startopstilling mod Sydkorea i forhold til kampen mod Hong Kong i søndags.
 
Jesper Christiansen startede på mål i stedet for Casper Ankergreen, der holdt målet rent i semifinalen mod Hong Kong. Og oppe foran fik Dennis Sørensen pladsen som centerforward i stedet for Søren Berg.
 
Dermed var forsvarskæden uændret med Allan K. Jepsen som venstre back, Bo Svensson og Michael Gravgaard centralt med Lars Jacobsen i højre side. Gravgaard var således kommet sig over den muskeltræthed, der havde holdt ham ude af fællestræningen tirsdag, efter han havde fået fuld spilletid i de to første kampe og deltaget i alle træningerne.
 
På midtbanen dannede Nicolai Stokholm og Thomas Augustinussen igen makkerpar på den kontrollerende del, hvor der også var genvalg til Jesper Bech som den forreste midtbanespiller.
 
Anders Due og Michael Silberbauer startede for tredje kamp i træk på fløjene, denne gang med Dennis Sørensen som midterangriber.
 
Martin Borre var derimod ikke reelt i betragtning til kampen, idet han havde været ramt af sygdom aftenen inden.
 
 
Uafgjort ved pausen
 
Sydkorea kom foran allerede efter et kvarters spil.
 
Markeringerne svigtede i det danske forsvar, og efterlod Michael Gravgaard alene med to modstandere ved et hjørnespark.
Cho Jae-jin headede bolden i nettet.
 
Blot tre og fire minutter efter forsøgte de danske spilere at svare igen. Begge gange var Jesper Bech med helt fremme, men i den første situation nåede han ikke helt frem til Michael Silberbauers fremragende stikning i dybden, og minuttet efter blev han hårdt presset så hans lob mod det fjerneste hjørne efter en aflevering fra Michael Gravgaard gik over mål.
 
Efter 22 minutter var Ligalandsholdet millimeter fra at indkassere endnu et mål, da Kim Nam-ils flotte langskud tog indersiden af stolpen og bag ryggen på målmand Jesper Christiansen fortsatte i spil i den modsatte side af straffesparksfeltet.
 
Efter 24 minutter var Michael Silberbauer tæt ved at kunne afslutte med et lob, og i 41. minut skabte Dennis Sørensen en halv chance på egen hånd.
 
Udligningen kom efter hjørnespark i højre side, hvor Anders Due sparkede fladt bagud til Lars Jacobsen, der udækket kunne løbe frem og hamre et dommedagsskud en meter udenfor feltet ind oppe i nærheden af nærmeste målhjørne uden chance for Lee Woon-jae i det sykoreanske mål.
 
 
Oplæg og scoring af Silberbauer
 
Fem minutter inde i anden halvleg foretog Morten Olsen den første udskiftning, da Anders Due mærkede træthed i venstre baglår efter pausen i det, sundhedssektoren betegner som et almindeligt muskeltræthedssyndrom.
 
Og kun fire minutter efter fik man første prøve på, at anden halvleg skulle tilhøre de danske spillere, da Michael Gravgaard headede et hjørnespark tæt forbi det sydkoreanske mål.
 
Men allerede minuttet efter bragte Jesper Bech med sit tredje mål i tre kampe Ligalandsholdet på sejrkurs. Dennis Sørensens skud blev i første omgang reddet af Lee Woon-jae i det sydkoreanske mål, men riposten røg ud til Jesper Bech, der sendte den i nettet til 2-1.
 
Et kvarter før tid sendte Morten Olsen den internatonalt mere erfarne Martin Retov på banen i stedet for Thomas Augustinussen.
 
Med lidt over en halv time spillet af anden halvleg kunne Søren Berg, som var kommet ind i stedet for Anders Due, have gjort det til 3-1.
 
Oplægget var en fantastisk solopræstation af Michael Silberbauer, der på modten af bane satte sine modstandere af og afsluttede sit raid op af fløjen med et perfekt indlæg til Berg, der havde hele målet foran sig. Desværre var præsterede Lee Woon-jae en refleksredning med foden på Søren Bergs indersideafslutning.
 
Det fastholdt spændingen om kampens resultatmæssige udfald, indtil et minuts tid før den ordinære spilletids ophør. Her kompenserede Søren Berg for sin misbrugte afslutning på Michael Silberbauers oplæg tidligere i halvlegen ved at sende en aflevering på tværs, som Martin Retov lod gå videre til Silberbauer, som sendte bolden sikkert ind til slutresultatet 3-1.
 
Sidst i kampen havde Kristian Bak Nielsen afløst Dennis Sørensen, og Steffen Højer kom på banen i de absolut sidste minutter i stedet for Jesper Bech.
 
 
”Fremragende præstation”
 
”Det var en fremragende præstation af vores hold. Og en stor kompliment til spillerne. De har kun trænet i få uger inden vores tur, og de har aldrig spillet sammen som hold før,” udtaler Morten Olsen, og fortsætter:
 
”Det var en svær modstander. De giver os ingen tid til at få ro til at forsøge at kontrollere kampen, og faktisk er det to modstandere, der er i stand til at neutralisere hinanden, fordi vores systemer ligger meget tæt op af hinandens.”
 
”De scorede efter en dødbold (hjørnespark, red.), og havde derefter én stor chance. Men i resten af kampen holdt vi dem helt væk fra chancer, og derfor skal spillerne have en stor ros. Det var meget overraskende for mig, at det nærmest var os, der syntes i bedst fysisk form i anden halvleg,” fortsætter Morten Olsen om aftenens kamp, der var den tredje og sidste på træningsturen.
 
 
Træningstur en gave til spillerne og klubberne
 
”Jeg synes faktisk, at en tur som den her er en gave til spillerne. Og til deres klubber. Spillerne kommer op mod hold på internationalt højt niveau, og der bliver spillet i et helt andet tempo, end de er vant til hjemmefra,” siger Morten Olsen, og uddyber:
 
”Vi oplever tydeligt forskellen på nationalt og internationalt niveau, fordi der i disse kampe bare slet ikke bliver givet noget tid og plads. De får lidt tid, og de får lidt plads i en kamp som i aften, og med al respekt for SAS Ligaen, så er det ikke dér, de henter netop de erfaringer.”
 
”Rent fodboldfagligt kræver det en højere grad af handlingshurtighed, end spillerne er vant til i deres dagligdag. Derfor er denne træningstur en værdifuld læreproces for spillerne. Og selvfølgelig noget, de kan bruge hjemme i deres klubber,” understreger Morten Olsen, og slutter:
 
”Jeg er stolt af spillerne indstilling og præstation. Og jeg kan forsikre klubberne om, at de får spillerne hjem i fysisk god form. Vi testede igen så sent som i går, og deres træningsindsats har været fremragende. Med de tre kampe som en slags eksamen, de har bestået.”
 
 
Tilfredshed hos spillerne
 
Assistenttræner Keld Bordinggaard supplerer med følgende ord på cheftrænerens vurdering:
 
”Denne tur har givet os svar på mange spørgsmål. Vi har set de hjemlige spillere presset til deres grænse og endda over grænsen. Det er af fantastisk værdi i vores arbejde med A-landsholdet at se dem stå distancen.”
 
Også blandt spillerne er der positive tilkendegivelser overfor aftenens kamp og træningsturen som helhed:
 
”Jeg synes, vi åbner kampen ganske fornuftigt, og det var ærgerligt, at de scorer på en dødbold. Men så længe vi løb godt for hinanden, vidste vi også, at det nok skulle lykkes for os at komme igen,” siger Michael Silberbauer om indsatsen mod Sydkorea, og uddyber:
 
”Det har været godt med to ugers træning i klubberne før, vi rejste herover. Og jeg mener, træningsturene er vigtige for os. Jeg husker selv, hvordan jeg første gang blev overrasket over tempoet. Det er godt at lære, så man ved, hvad man skal træne videre mod derhjemme.”
 
Michael Silberbauer var første gang med Ligalandsholdet som AaB-spiller for to år siden, hvor han spillede alle tre kampe under træningsturen til Californien.
 
”Det var perfekte forhold for os at spille under i dag. Banen er bare helt i top, og vejret var ideelt. Det er simpelthen hele flyveturen værd at træne og spille på sådan en bane og i dette vejr,” udtalte Michael Gravgaard allerede efter kampen mod Hong Kong i søndags.
 
 
Investering til en million kroner
 
DBUs investering i træningsturen beløber sig til godt en million kroner.
 
Ophold og rejser er betalt af arrangørerne, mens DBUs udgifter fordeler sig med godt 300.000 kroner i kompensation for brug af spillerne til de danske klubber, 375.000 kroner i forsikring, cirka 160.000 kroner i honorarer til de ikke-fastansatte trænere og sundhedssektor samt omkring 150.000 kroner til øvrige udgifter så som indenrigstransport.
 
Ligalandsholdet 2006 er udtaget med henblik på en træningstur til de to tidligere britiske kronkolonier, Singapore og Hong Kong, fra 22. januar til 3. februar.
 
Umiddelbart efter kampen mod Sydkorea rejste Martin Retov og Casper Ankergreen sammen med målmandstræner Jørgen Henriksen direkte videre til Brøndbys træningslejr i London.
 
Torsdag den 2. februar rejser resten af Ligalandsholdstruppen via Singapore og Bangkok til København, og lander med SAS’ morgenfly fra Bangkok fredag den 3. februar klokken 06.25.
 
Du kan læse meget mere om Ligalandsholdet her.
 
 
 
 
 
FAKTA:
 
 
Kamp:
 
Sydkorea (Ligalandshold) – Danmark (Ligalandshold) 1-3 (1-1)
 
 
Dato:
 
Onsdag den 1. februar 20.15 lokal tid/13.15 dansk tid.
 
 
Stadion og tilskuertal:
 
Stadion: Hong Kong Stadium (kapacitet 40.000).
Tilskuere: Cirka 12.000
 
 
Status:
 
DBU betragter kampen som en uofficiel landskamp (se nedenfor).
 
 
Danmarks holdopstilling:
 

Startopstilling:
 
 
 
16
Jesper Christiansen
FC København
2
Thomas Augustinussen
AaB
5
Anders Due
FC Nordsjælland
6
Michael Gravgaard
FC København
7
Lars Jacobsen
FC København
8
Allan K. Jepsen
AaB
12
Nicolai Stokholm
OB
13
Jesper Bech
Malmø FF
15
Michael Silberbauer
FC København
17
Dennis Sørensen
FC Midtjylland
18
Bo Svensson
FC København
 
 
 
Indskiftningsspillere:
 
 
 
1
Casper Ankergreen
Brøndby IF
3
Søren Berg
OB
9
Steffen Højer
Viborg FF
10
Kristian Bak Nielsen
FC Midtjylland
11
Jerry Lucena
Esbjerg FB
14
Martin Retov
Brøndby IF
19
Chris Sørensen
OB
20
Ulrich Vinzents
OB
 
 
 
 
 
 
Ikke i betragtning:
 
 
 
4
Martin Borre
OB (sygdom)
 
 
 
 
 
 
(I henhold til FIFAs regler, kan der skiftes op til seks spillere ind i løbet af kampen. Alle ni indskiftningsspillere kan benyttes.)
 
 
 
 
 
 
Udskiftninger:
 
 
 
50. min.:
Ud: Anders Due
Ind: (3) Søren Berg, OB
62. min.:
Ud: Allan K. Jepsen
Ind: (19) Chris Sørensen, OB
75. min.:
Ud: Thomas Augustinussen
Ind: (14) Martin Retov, Brøndby
85. min.:
Ud: Dennis Sørensen
Ind: (10) Kristian Bak Nielsen, FCM
90. min.:
Ud: Jesper Bech
Ind: (9) Steffen Højer, OB
 
 
 
 
 
 
Mål:
 
 
 
15:
1-0
Cho Jae-jin
45:
1-1
Lars Jacobsen
65:
1-2
Jesper Bech
89:
1-4
Michael Silberbauer
 
 
 
 
 
 
Advarsler/udvisninger:
 
 
 
32:
Advarsel:
Dennis Sørensen
 
 
 
 
 
 
Dommere:
 
 
 
Dommer: Fong Yau Fat, Hong Kong (FIFA-dommer)
Linjedommere: Fung Ka Yu og Poon Min Fai, begge Hong Kong (FIFA-linjedommere)
Reservedommer: Ng Chiu Kok

 
 
Status:
 
Kampen mellem Ligalandsholdene fra Sydkorea og Danmark registreres af Hong Kongs Fodboldforbund, HKFA, efter aftale med DBU som en officiel A-landskamp hos det internationale fodboldforbund, FIFA.
 
Det betyder, at kampens resultat vil indgå i beregningerne for den officielle verdensrangliste, the FIFA Coca Cola Ranking List.
 
DBU registrer ikke Ligalandsholdets kampe som A-landskampe.
 
Ligalandsholdets kampe betragtes af DBU som uofficielle kampe, idet truppen ikke er udtaget med henblik på at stille det alt andet lige sportsligt stærkeste landshold, men er udtaget på baggrund af primært geografiske kriterier (spillerne kommer som udgangspunkt fra de danske SAS Liga-klubber).
 
Sydkorea er p.t. nummer 29 på verdensranglisten med Danmark som nummer 13.
 
 
Officiel landskamp hos FIFA:
 
Kampen mellem Singapores A–landshold og Ligalandsholdet registreres af Singapores fodboldforbund, SFA, efter aftale med DBU som en officiel A-landskamp hos det internationale fodboldforbund, FIFA.
 
Det betyder, at kampens resultat vil indgå i beregningerne for den officielle verdensrangliste, the FIFA Coca Cola Ranking List.
 
DBU registrer ikke Ligalandsholdets kampe som A-landskampe.
 
Ligalandsholdets kampe betragtes af DBU som uofficielle kampe, idet truppen ikke er udtaget med henblik på at stille det alt andet lige sportsligt stærkeste landshold, men er udtaget på baggrund af primært geografiske kriterier (spillerne kommer som udgangspunkt fra de danske SAS Liga-klubber).
Af: Lars Berendt - 01. februar 2006, 03:19

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første