MENU

Danske dommere indtager Europa

Fire danske dommerkvartetter skal i aktion i de indledende kvalifikationsrunder til både Champions League og Europa League.


Mads-Kristoffer Kristoffersen er en af de fire danske dommere, som skal på opgaver i de europæiske turneringer i de kommende uger. Foto: Fodboldbilleder.dk


Selvom klubfodbolden er sat på pause i øjeblikket på grund af VM, arbejdes der i øjeblikket hårdt på at planlægge de kommende turneringer og kampe rundt om i Europa. Det gælder selvfølgelig også de to store klubturneringer Champions League og Europa League, hvor kvalifikationsrunderne i næste går i gang. 

I den forbindelse har det europæiske fodboldforbund, UEFA, påsat fire danske dommere til de første kampe. 

Jens Maae, som i november blev kåret til årets dommer, skal som den første danske dommer i aktion den 1. juli i Champions League-kvalifikationskampen mellem FC Santa Coloma fra Andorra og armenske FC Banants i Andorra La Vella. Til kampen får Jens Maae assistance af Heine Sørensen og David Vang Andersen som linjedommere og den nyoprykkede Superligadommer, Jørgen Nielsen, som 4. dommer.

Tre dommere i Europa Leauge

I Europa League kvalifikationen skal både Mads-Kristoffer Kristoffersen, Jakob Kehlet og Anders Poulsen på arbejde. 

Mads-Kristoffer Kristoffersen er blevet tildelt kampen mellem Derry City FC fra Irland og walisiske Aberystwyth Town FC den 3. juli i Derry i Irland. Mads-Kristoffer Kristoffersen bliver assisteret af Dennis Wollenberg Rasmussen og Niels Høg på linjerne, mens Michael Johansen er med som 4. dommer.

En uge senere er det Jakob Kehlet og Anders Poulsen, som skal i aktion den 10. juli, hvor Kehlet skal en tur til Luxemburg, hvor CS Fola Esch tager imod IFK Göteborg. Jakob Kehlet får assistance af Lars Hummelgaard og Henrik Larsen på linjerne og Dennis Mogensen som 4. dommer. 

Anders Poulsen er blevet påsat kampen mellem JK Nõmme Kalju fra Estland og Fram fra Island. Til kampen har han Lars Rix og Christian Brixen på linjerne og Michael Tykgaard med som 4. dommer. 

Alle fire dommere er FIFA-dommere – Jakob Kehlet er indrangeret i kategori 2, mens Jens Maae, Mads-Kristoffer Kristoffersen og Anders Poulsen alle er indrangeret i kategori 3. 

Log ind