MENU

Morten Olsen om landstrænerjobbet

Lise Kissmeyer fra DBU Trænerlounge har stillet fem fundamentale spørgsmål til manden med Danmarks mest prestigefyldte trænerjob



Det er dagen efter, at lodtrækningen til det næste store mål for landstræner Morten Olsen er blevet offentliggjort. Han er tydeligvis klar til at fyre den almindelige svada af om chancer og forventninger mm. Men straks vi har sat os i det lille lokale ved siden af kantinen i DBU, skynder jeg mig at få øjenkontakt med landstræneren. Nej, vi skal ikke snakke om fodbold. Vi skal snakke om ham som træner. 

Han er med på den - og er åben og imødekommende – men det kræver en stædig spørgeteknik at holde Hr. Olsen væk fra den rent fodboldtaktiske snak, der helt klart er hans hjemmebane. Det personlige er ikke lige den bane, han er vant til at spille på.

Men vi har fem fundamentale spørgsmål, vi skal igennem.


Hvordan er du som person – hvilken trænertype er du, og hvad er din grundlæggende filosofi og dine grundlæggende værdier?

AUTENTISK 

Det afgørende for mig er at være grundig forberedt - og så samtidig være autentisk. Jeg skal ikke  være en maske. Det allervigtigste er, at spillerne ved, hvordan jeg er. Så jeg sørger altid for at være mig selv og meget tydelig. Det betyder, at du ofte kommer til at møde nogen, der ikke bryder sig om dig. Men det har jeg ikke noget imod. 


EN KLAR LINJE

En anden vigtig værdi for mig er at have en helt klar linje, som vi arbejder ud fra. Jeg har en stærk tro på og overbevisning om, at vi gør det rigtige. Det har jeg altid haft. Det tvivler jeg aldrig på. Du må følge den vej, du er overbevist om. Der er så mange veje i fodboldverdenen, hvor der er så mange meninger og eksperter. Men du må have en fast hånd, og du skal ikke lade dig påvirke. Du skal lukke de andre ude og holde fast i din egen vej.


RELATION TIL SPILLEREN

Jeg plejer altid at sige – ”at hvis du ikke kan holde spillernes musik ud længere, så skal du holde op.”

Fodbold handler jo om relationer. Derfor er det så vigtigt, at du kan sætte dig ind i spillerne og have fokus på de relationer, der er imellem dem og dig. Du skal vide, hvordan de tænker, og du skal prøve at forstå dem. Med tiden har jeg fundet ud af, at det ikke nytter at være så kompromisløs, som jeg var i starten. Jeg er nødt til at møde dem, som de er.

Vores job i landstrænerteamet handler jo netop om, at du skal overbevise spillerne, og det har ændret sig meget igennem den tid, jeg har været træner. I starten var relationen meget en træner-til-spiller snak. Så blev det til en træner-og-spiller snak. I dag skal der også være plads til spiller-til-spiller snakken, og der er gjort plads til, at spillerne kommer til mig. Hvor de kan give mig modspil  og hvor de kan prøve at overbevise mig. Mine tanker skal gerne matche spillernes tanker. Men samtidig er det vigtigt, at jeg møder dem med en meget stor tydelighed, hvor jeg holder fast i en meget klar linje, som spillerne ikke er i tvivl om.


Hvad er dine svage sider?

Det helt afgørende i mit job er, at det ikke er et ”one man show.” Jeg skal være god til at uddelegere og give de andre i trænerteamet ansvar. Det må jo være de andre i vores team, der skal afgøre, om jeg så også er god til det? 

Men det her job handler om, at du også skal være både faglig og socialt orienteret og kunne bruge de kompetencer, som de andre i teamet har. Jeg har mødt et par trænere, som faktisk mener, at de kan det hele selv. Men man skal kende sin begrænsning og netop vide, hvad man selv er mindre god til…


Hvad er det bedste ved at være landstræner?


Det bedste er, at du har tid til at forberede dig godt. Kollegerne i de store ligaer og i Superligaen skal præstere hver tredje dag, og for at klare den opgave har de brug for hjælp fra mange andre omkring dem, der skal analysere for dem, tage samtaler med spillerne og den slags.

I vores job har assistenttræner Peter Bonde og jeg meget bedre muligheder for at give os tid til at evaluere efter kampene. Vi har otte kvalifikationskampe, hvor vi skal levere, hvor de andre klubtrænere har 60 kampe på en sæson.

Selvom der kommer en ny struktur for landsholdsrunderne, hvor vi fremover får en dag mindre mellem kampene, så har vi stadig masser af muligheder - som tidligere landstrænere som Sepp Piontek og Richard Møller Nielsen eksempelvis ikke havde - for at træne taktisk og forberede, hvad vi skal ud og gøre.

Det betyder meget for mig, og hvis vi bare skulle ud og spille kampe og ikke kunne arbejde med at udvikle spillet, få spillerne til at fungere sammen i en helhed og arbejde med at få dem samlet som et hold, så er jeg helt sikker på, at jeg ville dø i det. Så ville jeg vælge at gå tilbage til et trænerjob i en klub.


Hvad er det sværeste ved dit job? 

Det er frustrerende, at hvis vi har tabt en kamp eller leveret en dårlig præstation, og du ved, at der er noget, der skal forandres, så må du alligevel sige farvel til spillene efter kampen. Så tager de tilbage til hverdagen i deres klubber, hvor de måske skal hjem og spille ti vigtige kampe, inden du mødes med dem igen. Du kan selvfølgelig ringe hjem til dem og tage en personlige snak, men vores grundlæggende problem er, at vi mangler tid sammen med den enkelte spiller. Du er afhængig af, at spillerne dygtiggøre sig i hverdagen i klubberne. Der, hvor vi kan sætte ind, må så blive ved at gøre spillerne bedre sammen. Mit hovedfokus bliver at finde konstellationerne på holdet. Hvor vi har fokus på, hvilke spillere der komplementerer hinanden, hvem der fungerer godt ved siden af hinanden eller hvem der passer til at ligge foran og bagved hinanden. 

Og igen. Derfor er det så vigtigt, at vi hele tiden holder fast i den røde tråd i vores arbejde med landsholdene. For når vi ikke har mere tid, så er det den fælles forståelse, der kan gøre forskellen, når vi er i den situation, at vi skal vinde hver gang. 


Hvad er din motivation, og hvad driver dig videre til at tage en tørn mere som landstræner?


Det gik ikke denne gang med VM-kvalifikationen, og jeg er tændt af, at denne gang skal det lykkes at komme til EM-slutrunden!

Den store udfordring er, at du kun har otte skud i bøssen, og der er så mange ydre omstændigheder, der kan påvirke, om vi får succes. Der kan komme skader, eller spillerne er ikke i form.

Men det er en stor tilfredsstillelse, at jeg synes, at vi har udviklet en spillestil, hvor vi spiller den slags fodbold, som er tro mod hvordan vi gerne vil spille som et dansk landshold. En underholdende gang fodbold, som også er det, som publikum gerne vil have. 

Da jeg startede i landstrænerjobbet, havde jeg fulgt dansk fodbold i mange år fra udlandet og jeg syntes, at vi manglede boldspillere. Vi var ikke tro mod, hvem vi var som danskere. Det var en proces, som tog det første halve år af jobbet at få sat i gang. Vi fik pejlet os ind på, hvilken spillestil vi skulle have, og vi fandt de rigtige spillere og fandt ud af, hvad der motiverer dem. 

Hen ad vejen forandrer fodbolden og spillertyperne sig hele tiden, og spillet forandrer sig også meget hurtigt. Men det spændende er at følge med udviklingen – og mest af alt ikke sige nej til forandring, slutter landstræneren.

Morten Olsen har tid til at give et farvel kram, og så skal han tilbage til mødet med sine landstrænerkolleger, der har  brugt den sidste halve time på at spise deres frokost. Mens landstræneren har nøjedes med en banan og endnu en omgang af den elskede fodboldsnak.


Læs mere

Læs flere spændende interview, se medlemstilbud og dyk ned i vores vidensbank i DBU's TRÆNER LOUNGE

Log ind