Ronaldo sikrer Portugisisk sejr

Der er dage og kampe, hvor ordet ”øv” er meget rammende. Danmark og Portugal havde kæmpet sig igennem knapt 95 minutters fodbold uden scoringer – og den første målløse kamp mellem de to lande var næsten en realitet – men ak og øv, langt inde i tillægstiden headede Cristiano Ronaldo bolden i mål til portugisisk 1-0 sejr.

En stor chance til begge mandskaber i en målløs 1. halvleg
Inden kampen var der blomster til William Kvist (50 landskampe) samt til Dennis Rommedahl som tak for mange års tro tjeneste på landsholdet. Allerede der var der godt gang i publikum, og kampen var blot 20 sekunder gammel før stemningen var endnu bedre. Det tog nemlig blot Danmark 20 sekunder at skabe den første halve chance, men på kanten af feltet måtte portugiserne begå frispark. Desværre sendte Christian Eriksen bolden lige i muren.

Danmark fortsatte med at være toneangivende, mens portugiserne stille og roligt forsøgte at komme ind i kampen – og ikke mindst få Cristiano Ronaldo med i kampen. Og Ronaldo fik hurtigt vist sin farlighed, for efter blot syv minutter tog han chancen et stykke fra mål, men Kasper Schmeichel var på plads med en fin redning – og var hurtigt over returen inden Nani kunne nå frem til den.

Hvor det tidligt i opgøret var Danmark der sad på spillet, så begyndte portugiserne efter omkring et kvarters spil at overtage spillet – i hvert fald var det gæsterne, der kom frem til de største chancer. Både Danny og to gange Cristiano Ronaldo kom frem til fornuftige muligheder, men enten var Kasper Schmeichel på plads – eller også blev der sparket forbi.

Efter 26 minutter kom kampens – på det tidspunkt – største chance. Cristiano Ronaldo rundede i fuld fart Daniel Agger og sendte bolden lige i panden på Nani, der heldigvis valgte at heade den over det danske mål.

Generelt lykkedes det for Portugal at presse og stresse danskerne langt oppe på den danske banehalvdel – og der var langt mellem de gennemspillede angreb, der vel at mærke endte i en reel målchance. Men ca. 10 minutter før pausen fightede og kæmpede Danmark sig igennem et flot angreb – bolden endte i venstre side af målteltet, hvor Michael Krohn-Dehli afsluttede med et lumsk spark – men desværre for ham, Danmark og de mange danske tilskuere, var det stolpe ud.

Den resterende del af halvlegen bød ikke på de store chancer, dog kom Michael Krohn-Dehli til en halv chance og William Kvist afsluttede et langt raid op af banen med at spille Lars Jacobsen fri – og hans indlæg var Lasse Vibe lige ved at komme til skud på.

Status var dog fortsat 0-0, da Felix Brych fløjtede til pause.

Ronaldo sørgede for portugisisk jubel til allersidst
Fra 2. halvlegs start havde Uffe Bech erstattet Lasse Vibe, og ganske som i 1. halvleg kom Danmark fint i gang – dog med det lille minus, at et dumt boldtab og en portugisisk kontra var lige ved at blive kostbar. Kontraen blev dog afværget, og Danmark fortsatte med at presse gæsterne.

Men Portugal slap flere gange ud af presset – og efter 51 minutter var det meget tæt på 0-1. Danny spillede Cristiano Ronaldo helt fri, men Kasper Schmeichel kom flot ud af sit mål, og fik parreret til hjørne. På det efterfølgende hjørne fik Carvalho en god mulighed, hans forsøg mod det fjerne hjørne gik dog et stykke over.

10 minutter inde i 2. halvleg blev Nicolai Boilesen båret fra banen, og det desværre takket være et skud fra Daniel Agger. Anføreren clearede bolden i eget felt med et hårdt spark – det ramte Boilesen lige i ansigtet, og dermed var det tak for kampen til den unge Ajax-spiller. Simon Poulsen afløste Boilesen.

Efter indskiftningen af Simon Poulsen virkede det som om, at Danmark lige skulle finde ind i rytmen igen, men efter et par minutter begyndte spillet atter at flyde ganske pænt – blandt andet kom Poulsen fint med på højrekanten i udemærket samspil med Pierre Emile Højbjerg. Men det var ikke kun højresiden der kom til indlæg, det gjorde venstresiden med Uffe Bech og Lars Jacobsen også.

Med cirka 20 minutter igen var Cristiano Ronaldo atter lige ved at komme til en halvstor mulighed, men Lars Jacobsen fik clearet til hjørne for næsen af portugiserne. Blot et minut senere var det Danmark der var tæt på, men Christian Eriksen fik dog ikke afsluttet.

En af de spillere i den danske offensiv der gjorde det rigtig godt var Michael Krohn-Dehli. Han skabte gentagne gange gode muligheder for de øvrige angribere – og var i det hele taget en sikker spilstation. Men hverken Michael Krohn-Dehli, Christian Eriksen, Nicklas Bendtner eller den øvrige danske offensiv kunne finde netmaskerne – og da det samme virkede til at være tilfældet for Cristiano Ronaldo og det portugisiske offensiv, så  lignede det meget længe den første 0-0 kamp mellem Danmark og Portugal – men ak ak, for langt inde i dommer Brychs tillægstid headede Cristiano Ronaldo et indlæg i kassen. Danmark fik en sidste chance på hjørnespark, men den chance blev ikke udnyttet, og dermed kunne Ronaldo og Co. tage hjem med alle tre point.

Resterende EM-kvalifikationskampe
Serbien-Danmark (14. november), Danmark-Serbien (13. juni 2015), Danmark-Albanien (4.september 2015), Armenien-Danmark (7. september 2015), Portugal-Danmark (8. oktober 2015).

Kampfakta:
Danmark-Portugal 0-1 (0-0)
0-1 Cristiano Ronaldo (90’)
36.562 tilskuere i Telia Parken

Den danske startopstilling
Kasper Schmeichel – Lars Jacobsen, Simon Kjær, Daniel Agger, Nicolai Boilesen (58’ Simon Poulsen) – Pierre Emile Højbjerg, William Kvist – Lasse Vibe (46’ Uffe Bech), Christian Eriksen (84’ Thomas Kahlenberg), Michael Krohn-Dehli – Nicklas Bendtner

Ikke benyttede spillere: Jesper Hansen, Stephan Andersen, Peter Ankersen, Martin C. Braithwaite, Andreas Bjelland, Kian H. Hansen, Lasse Schöne, Jakob Poulsen, Yussuf Poulsen

Dommerne

Dommer: Felix Brych (GER)
Liniedommere: Mark Borsch (GER) og Stefan Lupp (GER)
Additional assistant referees: Bastian Dankert (GER) og Marco Fritz (GER)
4. dommer: Rafael Foltyn (GER)

Statistiske vinkler EFTER kampen mod Portugal:

•    Det var den 14. landskamp mod Portugal, de er fordelt på tre sejre, to uafgjorte og ni nederlag
•    Portugal har scoret i samtlige 14 landskampe mod Danmark.
•    Det var første gang siden 1976, at Danmark ikke fik scoret mod Portugal.
•    Det var første gang Nicklas Bendtner gik målløs fra banen i en landskamp mod Portugal!
•    Det var anden gang Danmark og Portugal mødtes på datoen 14. oktober. Første gang var i 1970, dengang var portugiserne også med 1-0.






Log ind