MENU

U17 gør klar til EM-kvalifikationen

De danske U17-piger skal i oktober forsøge at spille sig nærmere en EM billet, når de møder Makedonien, Kasakhstan og Tyrkiet i EM-kvalifikationen i Skopje.



Signe Bruun er både anfører og profil på det danske U17-pigelandshold. Foto: www.fodboldbilleder.dk.



To testkampe mod Irland i september gav ikke kun selvtillid til den danske trup, men også nogle brugbare svar til den danske landstræner Anders With Damgaard om truppens aktuelle form.

Her blev det til et spinkelt nederlag og en målrig sejr.

”De to kampe viste os, hvor vigtige sådanne testkampe er. Vi tabte den første kamp, men fik vænnet os til både tempo og hinanden i den anden kamp, som vi vandt overbevisende. Det lykkedes os at spille holdet sammen, hvilket var et af målene. Derudover fik vi prøvet nogle nye ting af med henblik på netop EM-kvalifikationen og fik også en masse svar,” siger landstræner Anders With Damgaard.

Danmark møder Makedonien, Kasakhstan og Tyrkiet. Tre kampe, som den danske landstræner håber giver nok point til videre avancement til forårets Elite Round.

”Vi er seedet etter og går naturligvis efter førstepladsen – men kampene er ikke spillet endnu. Og på kvindesiden, har vi jo for ganske nyligt set flere resultater, der overrasker. Men selv om der ikke findes lette kampe længere, må vi konstatere at vi på papiret i hvert fald er favoritter og skal gå efter tre sejre og vinde gruppen,” siger Damgaard.

Viborg dominerer truppen

Det er ikke svært at se, hvem der klarer sig rigtig godt i U17-ligaen. Hele syv spillere er nemlig fra Viborg – og det er der en grund til:

”Viborg er bare rigtig godt spillende i øjeblikket hvilket et enkelt kast på stillingen i U17-ligaen jo også understreger. Derudover har vi i truppen nogle rigtig dygtige spillere - herunder Signe Bruun, der allerede er godt spillet ind på Fortuna Hjørrings 3F Liga-hold. Vi har også taget to 99’ere med (Mille Gejl og Freja Sunesen, red.). To dygtige spillere, som vi gerne vil give noget erfaring, men som jeg også forventer mig meget af. Alt i alt en stærk trup, som jeg mener supplerer hinanden godt.”

Se truppen her

Se det danske program her. De tre kampe kan følges direkte på www.uefa.com og på www.facebook.com/kvindefodbold

Log ind