Mathias Hebo leger med Liverpool-drømmen

Den 20-årige midtbanespiller fra FC Nordsjælland, Mathias Hebo Rasmussen, spillede torsdag aften kamp mod den klub, han elsker så højt – Liverpool. Godt nok var det ikke Liverpools 1. hold, men det var alligevel en spændt Mathias Hebo Rasmussen, der forud for kampen delte sin Liverpool historie.

Mathias Hebo Rasmussen spiller til daglig i FC Nordsjælland, men gennem de sidste 11 år har en anden klub spøgt i fodboldkulissen. Liverpool FC. Tilhørsforholdet startede, da han som lille lavede aftale med sin fætter om, at de en dag skulle spille for Liverpool. Siden har Mathias ikke helt sluppet den tanke, og han er da også godt på vej med en karriere i FC Nordsjælland bare 20 år gammel.

Men med svigtende resultater i den bedste engelske række, og udeblivelsen af mesterskabstitlen siden 1990, så har det været hårde år for Mathias Hebo Rasmussen, trods han ikke selv har oplevet Liverpools absolutte storhedstid.

”Det har været nogle hårde år på det sidste, synes jeg. Jeg er blevet drillet meget af mine holdkammerater og mine kammerater,” fortæller Mathias Hebo Rasmussen, der dog stadig kan smile lidt af situationen.

Selvom Mathias Hebo Rasmussen ikke selv har løbet ind på græsset på Liverpools stadion, Anfield, så har det unge midtbanetalent trods alt været på tribunen på Anfield med sin familie for nogle år tilbage. imidlertid kunne landsholdspilleren dog glæde sig over, at han få timer efter interviewet kunne løbe på banen mod Liverpool FC’s U21 hold.

Torsdag aften var det unge midtbanetalent nemlig udtaget til U20 landsholdstruppen, som i dagens anledning skulle spille mod et det unge Liverpool-mandskab, og det glædede Hebo Rasmussen sig også over:

”Jeg ser meget frem til kampen. Det bliver spændende at møde Liverpool, selvom det ikke er deres rigtige hold, men ’kun’ U21. Men derfor er jeg alligevel spændt, og det bliver sjovt at komme ind og spille kampen,” fortalte han.

Her fik Mathias Hebo Rasmussen tilmed æren over det gule anførerbind, og han fik  fuld spilletid mod den klub, han elsker.

Kampen endte desuden 3-0 til det danske U20-landshold efter en spændende kamp, der både bød på, store chancer, saksespark, rødt kort og selvfølgelig tre flotte scoringer. 

Log ind