MENU

U20-landsholdet sætter Liverpools U21 på plads

Der var proppet med mennesker på Middelfart Stadion, hvor solen havde skinnet fra en skyfri himmel dagen lang. Rammerne var dermed sat til en god kamp mellem U20-landsholdet og Liverpool FC U21. Og de rivaliserende parter formåede at give publikum underholdning for pengene, da der både var mål, saksespark og rødt kort på programmet.

U20_Liverpool_2015
Den danske start-11'er klar til kamp mod Liverpool FC U21 Foto: DBU Kommunikation



U20-landstræneren, Henrik Clausen, krævede udstråling og attitude forud for kampen mellem U20-landsholdet og Liverpool FC’s U21. For Henrik Clausen havde en klar målsætning om at vinde kampen, selvom han godt var klar over, at det ville blive en svær kamp mod et stærkt Liverpool-mandskab.

I første halvleg startede danskerne en smule defensivt, hvilket gav mere plads til Liverpool at boltre sig på. Det betød i starten en meget lige kamp, men stille og rolig overtog danskerne styringen af kampen. Allerede efter 10 minutters spil havde det danske landshold den første chance, da de fik et frispark lige uden for feltet. Det endte dog i panden på en Liverpools Ryan Mclaughlin, der lige skulle sunde sig.

Og sådan fortsatte første halvleg med masser af gode muligheder for at bringe sig foran, men uden at det rigtigt blev farligt for nogen af holdene. Det var dog tydeligt hen mod slutningen af halvlegen, at Danmark havde godt fat i de engelske spillere, og Henrik Clausen fik masser af attitude og udstråling hele vejen rundt. Særligt Midtjylland-spilleren Mikkel Duelund havde store chancer gennem hele kampen.

Kort før pausen fik Mads Pedersen gult kort, da han stoppede en Liverpool spiller i en hurtig omstilling. Liverpool fik dog ikke noget ud af frisparket, og kort efter fløjtede dommer Mads Kristoffer-Kristoffersen første halvleg af.

Efter pausen ventede et fyldt stadion kun på mål, for chancer og flot spil havde de fået masser af. Ud gik Frederik Børsting, Sebastian Linnet John og Jacob Dehn Andersen, og ind gik Mathias Jensen, Nicolai Flø Jepsen og Marco Lund.

Og anden halvleg startede, som første halvleg sluttede: masser af chancer - men ingen mål. Inden det 50. minut havde Danmark haft tre store chancer, men i minutterne efter brændte det i stedet foran det danske mål, hvor Nicolai Flø Jepsen flere gange måtte ud og svæve for at redde gode skud fra Liverpool.

I 59. minut blev Jonas Bager, Casper Olesen og Jens Jacob Thomasen erstattet af Frederik Brandhof, Magnus Pedersen og Michael Zacho. Herefter vælter danskerne sig i store chancer, og det er marginaler, der holder bolden ude af Liverpool-målet. Til gengæld gav det det danske mandskab endnu mere blod på tanden. Det resulterede muligvis i den selvsikkerhed, der i 66. minut gjorde den danske målmand lige lovlig modig, da han returnerede en bold til forsvaret, der var meget tæt på at blive opsnappet af en Liverpool-spiller. Herefter havde Liverpool et flot udført saksespark, men Nicolai Flø Jepsen fik afværget helt oppe i målhjørnet.

Fra at Nicolai Flø Jespen havde reddet Danmark fra at være bagud 0-1, så førte danskerne i stedet 1-0 to minutter senere. Mikkel Duelund sendte en bold ind over Liverpools felt, hvor en uheldig Liverpoolspiller fik en fod på, og så lå bolden i nettet.

Herefter gik det hurtigt. To minutter senere fik Liverpool udvist Daniel Trickett-Smith, da han slagtede Mads Pedersen i en glidende tackling. Den udvisning kostede dyrt, for få minutter efter (77. minut) scorede Magnus Pedersen et flot mål, da han modtog den lige uden for feltet, hvorefter han sparkede en hård, flad bold ind bag Liverpools keeper, Andrew Firth. I mellemtiden nåede Danmark dog at foretage et par yderligere udskiftninger, hvor blandt andet Brøndby-spilleren Svenn Crone kom på banen.

Herefter var der dansker-bold på menuen, og i 81. minut omsætter en flyvende Mikkel Duelund et frispark til en 3-0 føring over det engelske tophold. Liverpool-spillerne var tydeligt mærkede af udvisningen tidligere, men trods de var nede med en mand og bagud 3-0, så kæmpede de en brav kamp til det sidste, hvor de også havde en stor mulighed for at udligne.  

Opgøret endte 3-0, og spillerne forlod banen til tonerne af ’You’ll never walk alone’ og klapsalver fra et fyldt stadion i Middelfart. Det var en flot kamp fra begge mandskaber, hvor det danske mandskab viste høj klasse mod et sammentømret Liverpool hold. Trods mange flotte præstationer fra Liverpool, var det en fortjent sejr til det danske landshold.

Nederst kan du se en video om U20-landstrænerens forventninger forud for kampen.

Danmarks startopstilling:

22. Sebastian Linnet John

4. Jacob Dehn Andersen

5. Nicklas Mouritsen

6. Jens Jacob Thomasen

7. Frederik Børsting

8. Mathias Hebo Rasmussen

10. Mikkel Duelund

11. Casper olesen

13. Mads Pedersen

15. Jonas Bager

18. Jeppe Simonsen

Log ind