MENU

Få kontingentkroner i kassen let og smart

DBU IT arbejder på et nyt system til opkrævning af kontingenter. Det vil gøre det både lettere og smartere at opkræve kontingenter blandt klubbens medlemmer. Det forventes klar i første kvartal af 2016.


____________________________________________________________

Kontingentopkrævning kan være en tidskrævende proces i klubben. Dels skal de udsendes, og dels skal der følges op, når folk ikke betaler. Det nye system skal gøre den proces lettere.

Hvad er nyt?
Kontingentopkrævningen vil fortsat foregå via KlubOffice og vil på mange måder ligne det, som mange klubber allerede bruger og kender.

Det nye er, at man nu kan koble en abonnementsordning til sin kontingentopkrævning - uden meromkostninger i forhold til online betaling, som man kender det i dag.

Fordelene er:
  • Kontingenter udsendes automatisk på en eller flere datoer, som klubben angiver
  • Klubben kan let dele kontingentbetalingen op i mindre bidder - så det f.eks. bliver lettere for studerende at betale
  • Kontingentbeløbet trækkes automatisk fra medlemmets kreditkort, når han/hun er tilmeldt abonnementet
  • Man kan vælge om tilmelding til abonnementsordningen skal være obligatorisk eller en mulighed for medlemmet
  • Når medlemmet er tilmeldt abonnementet skal vedkommende aktivt afmelde betalinger, hvis han/hun ikke mener at skulle betale
  • Medlemmer adviseres automatisk via mail et par dage før betaling
  • Man kan løbende se, hvor mange og hvem, der har betalt
Alt i alt skulle det gerne gøre kontingentopkrævningen mere smidig for klubberne.

Se et par billeder fra testsystemet her.

Hvornår kan vi komme i gang?
Systemet forventes klar i første kvartal af 2016, og til den tid vil klubberne modtage yderligere information. 

Ønsker man en lettere kontingentopkrævning, kan man med fordel allerede nu, begynde at gøre sig klar til det nye system er klar - bl.a. ved at benytte KlubOffice til klubbens økonomihåndtering.

Som klub kan man få hjælp til opsætning af systemet (og økonomidelen i KlubOffice generelt) via KlubOffice-økonomikurserne.

Har I spørgsmål til det nye kontingentsystem, så kontakt DBU IT på brian@dbu.dk eller tlf. 43265455.


Log ind