MENU

U19-EM: Klassemodstander slog Danmark 1-0

Danmark indledte EM med et 1-0 nederlag til Frankrig. En modstander, som landstræner Søren Randa-Boldt betegner som et af de bedste hold, han nogensinde har set.


Foto: DBU

De danske U19-piger kæmpede hårdt og leverede en formidabel arbejdsindsats, men tabte til et bedre hold onsdag aften på Netanya Stadium i Israel.

Franskmændene styrede spillet og begivenhederne i 1. halvleg, hvor Danmark var presset i bund, men fightede og holdt stand.

Der var desværre kun spillet fire minutter af 2. halvleg, da det lykkedes franskmændene at bringe sig foran 1-0. 

Danmark kom efterhånden bedre med i kampen og fik mere spil, men det var stadig franskmændene, der var styrende.

Det blev til to store danske chancer i 2. halvleg – først til Amalie Vangsgaard og senere til Marie Maj Madsen – men ingen af mulighederne resulterede i en udligning.

I tillægstiden fik Frankrig et straffespark efter hånd på bolden, men den franske spiller misbrugte, da hun sparkede på stolpen.

Landstræner Søren Randa-Boldt var yderst tilfreds med den danske indsats på trods af nederlaget.

”Vi spillede mod et af de bedste hold, jeg nogensinde har set. Vores arbejdsindsats var formidabel, og jeg kan slet ikke sætte en finger på noget. Vi skal hurtigt videre og se frem mod næste kamp mod Sverige, som bliver en helt anden kamp, hvor vi kommer til at have bolden meget mere, end vi havde i dag,” udtalte Søren Randa-Boldt efter kampen.

Danmark møder Sverige den 18. juli og Israel den 21. juli. 

Se kampstatistik her

Følg U19-kvindelandsholdet på Facebook

Læs dagbøger fra EM-lejren her

Log ind