Årets bedste serieklubber hædres i Telia Parken

At DBU Pokalen er for alle hold – store som små – blev for alvor understreget i denne sæson. Varde IF og Greve Fodbold var blot tre runder fra finalen, inden de måtte se sig slået af to Alka Superliga-hold.

Aarets_seriehold_500
De serieklubber, der klarede sig bedst i DBU Pokalen, hyldes til finalen på torsdag. Foto: Rie Neuchs

Det er ingen skam at tabe til et hold, der er bedre end én selv. En pædagogisk tilgang til fodboldspillet, som flere af os har hørt vores trænere sige igennem ungdomsårene. Trænerne fra Varde IF og Greve Fodbold har helt sikkert holdt samme opmuntrende tale i omklædningsrummene, efter deres hold måtte sige farvel til DBU Pokalen efter nederlag til større kræfter fra Superligaen.

Mens Varde IF på Sydbank Park måtte se sig besejret af SønderjyskE 3-0, endte Greve Fodbolds største fodboldfest nogensinde med en 3-0-sejr i FC Københavns favør.

Men trods nederlag er der i høj grad noget at fejre for de to klubber. Turneringschef i DBU, Henrik Andersen, lægger stor vægt på, at hæder for sæsonens bedste seriehold får fuld fokus ved torsdagens finale.

”Selvom det oftest er de store hold for Superligaen og 1. division, som ender som finalister, har mange breddehold leveret fantastiske resultater igennem turneringen, og det skal selvfølgelig anerkendes. Derfor gør vi meget ud af, at de bedste seriehold hædres foran et stort og tændt publikum i Telia Parken og får al den opmærksomhed, som de fortjener,” siger turneringschef i DBU, Henrik Andersen.

En stor oplevelse

Repræsentanter for de to hold får overrakt en check på 50.000 kroner hver i pausen ved torsdagens finale, og der er lidt sommerfugle at spore i maven på de to klubrepræsentanter.

”Det er helt sikkert en rigtig stor oplevelse at blive hyldet foran så mange mennesker, så det er bestemt noget, som vi ser rigtig meget frem til,” fortæller Peter Würtz Madsen, formand for Greve Fodbold, der får selskab af Ejgil Gammelgaard, repræsentantskabsmedlem hos Varde IF Elite, på græstæppet.

”Det bliver forhåbentlig en rigtig stor oplevelse. Jeg har jo været i Parken mange gange, men aldrig stået midt på grønsværen,” siger Ejgil Gammelgaard.

Varde IF Elites succes i pokalturneringen bliver også i høj grad fejret på hjemmefronten, hvor holdet ligger til at rykke ud af 2. division og tilbage til Danmarksserien, hvor holdet også befandt sig, da DBU pokalturneringen startede. De gode bedrifter på pokal-græs er derfor tiltrængte lyspunkter i en ellers mørk sæson.

”Vi har haft en kanon oplevelse med pokalturneringen i år. Vi er jo ikke blevet begunstiget med en god sæson i 2. division, så især efteråret blev reddet af nogle gode resultater i pokalturneringen,” fortæller Ejgil Gammelgaard.

Penge til talentudvikling og træningslejr

De to klubrepræsentanter vil gerne løfte sløret for, hvad præmiepengene skal bruges til.

”Det er rigtig mange penge for en lille klub som Greve Fodbold,” siger Peter Würtz Madsen, der har øremærket præmiesummen til talentudvikling i klubben.

”De skal bruges på at udvikle endnu mere på trænere og spillere, som så igen kan være med til at sikre os endnu mere kvalitet på banen. Det skal fremadrettet blandt andet være med til at sikre os yderligere avancement, og vi håber allerede i år at kunne rykke både vores herre og kvindehold op i Divisionsforeninger,” siger Peter Würtz Madsen.

For fodboldklubben Varde IF falder de 50.000 kroner også på et tørt sted.

”Vi har brugt halvdelen af pengene på en træningslejr her til opstarten af sæsonen. Den sidste halvdel bruger vi på at konsolidere vores klubkasse,” fortæller Ejgil Gammelgaard med et smil. 


Log ind