Børn bør først heade som 11-årige

US Soccer er som et af de første fodboldforbund begyndt at fraråde hovedstød i børnefodbolden. DBU er opmærksom på tiltaget, men har allerede siden 2008 anbefalet, at man ikke træner hovedstød før efter 11-årsalderen.


Foto: fodboldbilleder.dk


Det amerikanske fodboldforbund, US Soccer, er ude med nye anbefalinger vedrørende børnefodbold og hovedstød. De nye anbefalinger går på, at US Soccer fraråder hovedstød i træningen for børn under 10 år, mens hovedstødene skal begrænses for unge mellem 11 og 13. 

Hos DBU’s medicinske gruppe er der ikke overraskelse over de nye anbefalinger. I 2008 lancerede DBU Aldersrelateret Træning, som er grundbogen for DBU’s børnetræneruddannelser. Her lyder anbefalingerne, at hovedstød først trænes efter 11-årsalderen. 

”I DBU’s anbefalinger for børnetræning indgår hovedstød ikke før efter 11-årsalderen. Derfor er der også forholdsvis få hovedstød i børnefodbolden, for når det ikke er noget man træner, så bruger man det heller ikke særlig ofte ikke i kampsituationer,” siger Per Bjerregaard.

Per Bjerregaard mener, at det amerikanske fokus på hjernerystelser kommer i kølvandet på opmærksomheden på hjernerystelser i amerikansk fodbold, NFL, hvor spillerne bliver udsat for voldsomme tacklinger - med hovedet først – som ofte giver hjernerystelser. Men for fodboldspillede børn og forældre, er der ikke grund til at male fanden på væggen. 

”Teoretisk set kan hovedstød give hjernerystelser og skader på nervetrådene, men i praksis viser det sig, at der ikke er flere hjernerystelser hos fodboldspillere, end der er hos andre drenge og piger. Fodbold er stadig den sundeste sportsgren, så forældre skal ikke gå rundt og være nervøse for deres fodboldspillende børn,” siger Bjerregaard og fortsætter:

”Hjernerystelser har siden 2006, da DBU’s medicinske gruppe blev dannet, været et tilbagevendende emne på mange møder. Vi følger udviklingen tæt og er klar til at reagere, hvis der kommer nye undersøgelser på bordet, som viser noget andet. Men som det er nu, er vi trygge ved de anbefalinger, som ligger” siger Per Bjerregaard.  

Log ind