Kaffe knytter bånd mellem forældre

I Tarp Boldklub bliver udeholdets forældre budt på kaffe. Det simple tiltag skal give bedre opførsel på sidelinjen.

Tarp Boldklub byder udeholdets forældre på kaffe i forbindelse med børne- og ungdomskampe. Kaffen bliver sponsoreret af det lokale bageri. Foto: Lars Guldager Dyhr.


- Det er bare svært at råbe ad hinanden, når man lige har stået og drukket kaffe sammen, siger Tarp Boldklubs formand, Michael Karstensen.

Det enkle og konkrete tankesæt bag den lille klubs kaffeordning er ligetil: Når udeholdets forældre kommer ud på banerne, så bliver de budt på kaffe af repræsentanter fra hjemmeholdet.

Kaffen bliver serveret i samspil med et skilt, der synliggør nogle af klubbens værdier, fx respekt, glæde, trivsel og fællesskab. Kaffestanderen bliver dermed klubbens symbol på fairplay.

- Kaffen er en god undskyldning for at snakke med hinanden på tværs af holdene, og vi tager blandt andet de 10 Forældrebud med ud, siger Michael Karstensen.

”Det vil vi også have”

Tiltaget begyndte i foråret 2015 og kører ifølge formanden ”supergodt”.

- Forældrene fra udeholdene bliver glade for kaffen, og jeg har hørt dem sige: ”Det er simpelthen sådan en god idé”, og ”det vil vi også have i vores klub”. Samtidig tager de billeder af vores lille kaffestativ, siger en stolt Michael Karstensen.

Fra ledelsens side minder de jævnligt især nye trænere og holdledere om, at de skal tage kaffen med ud på banen. Når forældrene til de yngste nyder en sort bryg og samtidig ser folderen ”De 10 forældrebud”, så bliver de på en god måde præsenteret for fodboldens respektbegreber.

- Vi oplever, at mange for første gang støder på, at de skal tænke over deres opførsel. Og så kan alle bare godt li´ at få lidt gratis kaf´, slutter vestjyden af.


Læs også:

Tema om respekt

Thy-klub har forventninger til fodboldforældre

Fodbolddommere: Personlige angreb går under huden

Log ind