MENU

Nyt projekt skal definere fremtidens pigefodboldklub

100 piger fra landets klubber samles i november til den første workshop, som sparker gang i projektet ´Pigernes Stemme’. Et projekt, der skal skabe en bedre fremtid for kvindefodbolden.


Fremtiden for kvindefodbolden skal defineres i nyt projekt. Foto: fodboldbilleder.dk

Fodbold er den største sportsgren for teenagepiger i Danmark. Det viser tal fra Dansk Statistik. Tallene taler for sig selv og stiller krav til fodbold som en sport, der skal være bedre målrettet de mange tusinder piger, der hver dag landet over snører fodboldstøvlerne.

Det er hovedfokus bag projektet ’Pigernes stemme’- et samarbejde mellem Trygfonden, Københavns Universitet, Eir/Sensational og DBU. Projektet sparkes i gang med en stor workshop søndag den 1. november og samler omtrent 100 piger fra klubber landet over til en dag i fodboldens tegn med det formål at skabe bedre rammer for den optimale fodboldklub for piger i fremtiden.

Mange tilbud til de unge

Én af de klubber, der har valgt at bidrage med piger til projektet, er Ølgod IF fra Midtjylland. Træner for U15/16-piger, Jette Skaarup var ikke i tvivl om, at hendes klub skulle stille piger til rådighed for projektet, der ifølge formanden også kan være med til at sikre klubudvikling på den korte bane for Ølgod.

”Det er SÅ vigtigt for os, at pigerne får indblik i, hvad der skal til for dels at kunne bevare en lille forening som vores og hvad der skal til for at kunne bevare glæden ved at spille bold. Vi kæmper vores sag lige pt. da der er mange tilbud til de unge i dag, og derfor håber vi på at blive klogere på hvad vi og pigerne kan gøre for at fastholde spillere i sporten,” fortæller Jette Skaarup.

Det var da heller ikke svært for pigetræneren at få hendes pigehold til at deltage i workshoppen.

”Samtlige piger havde allerede inden for seks timer alle svaret ’ja’ til at deltage, så jeg tænkte hurtigt, at vi naturligvis skulle bruge det her projekt til at udvide vores horisont,” siger Jette Skaarup.

Fremtidens kvindeklub er på vej

Projektkoordinator for projektet i DBU, Anja Kouly Lethin, glæder sig over det store engagement fra klubberne og ser frem til at sparke projektet i gang:

”Det er tydeligt at mærke, at klubberne i høj grad er interesseret i, at de og deres pigespillere deltager i projektet. Jeg tror, at klubberne kan se et stort potentiale i at få involveret pigerne i udviklingen af pigefodbolden og i at få hørt fra den specifikke målgruppe om deres behov, så vi kan imødekomme dem bedst muligt,” fortæller Anja Kouly Lethin.
 

Piger fra disse klubber deltager i projektet (flere kan tiltræde):

  •          Fortuna Hjørring
  •          Team Viborg
  •          FC Skanderborg
  •          Ølgod
  •          Aunslev IF
  •           Ølstykke FC (S.C. Egedal)
  •           Allerød 
  •           Sundby BK
  •           Nykøbing FC
  •           Elite Bornholm

Log ind