MENU

Store Trænertræf: Her er programmet

Har du endnu ikke sikret dig en plads på Store Trænertræf 2015, er der stadig ledige pladser. Det endelige program ligger nu klart, så tilmeld dig allerede i dag.



Store Trænertræf 2015 foregår den 13.-14. november i Vejen Idrætscenter. Foto: LLN



Skal du have en plads på et af årets mest traditionsrige og eftertragtede trænerseminarer? Så er det ved at være tid til at melde dig til.

Store Trænertræf 2015 finder sted i Vejen Idrætscenter fra fredag den 13. november til lørdag den 14. november 2015.

Todagesseminaret samler folk fra hele landet og henvender sig til børne-, ungdoms- og seniortrænere på alle niveauer.

Træffet byder igen i år på et alsidigt program med spændende oplæg og masser af praktisk undervisning på fodboldbanen. Samtidig er der rig mulighed for at møde andre trænere til erfaringsudveksling og inspiration.

Skal du være en af de omkring 200 deltagere på årets Store Trænertræf, så tilmeld dig her.

Programmet spænder vidt

Programmet byder på oplæg fra forskellige trænere, der arbejder med alt fra børn og unge til de højeste kvinde- og herreniveauer.

På fredagsprogrammet finder vi eksempelvis Jakob Michelsen, der er cheftræner for SønderjyskEs superligahold. Han vil fortælle om sin store udvikling fra at have været træner for Skovbakkens U18-piger i 2005 til at stå i Superligaen blot ti år senere.

I sit foredrag vil Jakob Michelsen komme ind på de ledelsesmæssige værktøjer, han har brugt undervejs – herunder sin tid i Tanzania som landstræner i et fjernt land og en fremmed kultur.

Søndag formiddag bidrager Jacob Tind, T+ træner i Silkeborg IF, med sine bud på spiløvelser, der måske kan fremme spilforståelsen hos børn. Han vil blandt andet komme ind på, hvad der kan ligge til grund for, at nogle børnespillere hele tiden er et skridt foran deres modspillere; skyldes det teknik, hurtighed, faste mønstre eller noget helt fjerde?

Se det fulde program nedenfor.

Program
Fredag den 13. november 2015
14.00 Velkomst v/Peter Rudbæk, Trænerudviklingschef i DBU
14.30 Jakob Michelsen, Cheftræner Superliga, SønderjyskE: 
”Fra pigejunior til Superligaen på 10 år”
15.30 Pause
15.45 Lars Knudsen, Cheftræner U17 Liga, AaB: 
”Positionsspil – relationelt og individuelt” (teori + praktik)
17.30 Pause
17.45  Claus Frank-Nielsen: 
”Har du en holdning?”
 19.00  Pause
 19.30 Middag 
Lørdag den 14. november
7.00 Morgenmad
8.00 Tonny Hermansen, Cheftræner U19 Liga, OB:
”Færdigheder i forbindelse med indlægsspillet og afslutning” (teori + praktik)
9.45 Pause
10.00 Vælg mellem Spor 1 eller Spor 2:
Spor 1: Jacob Tind, T+ træner, Silkeborg IF:
”Avanceret basisspilforståelse” (teori + praktik)
Spor 2: Søren Randa-Boldt, Landstræner U19-kvinder:
”Motivation og inspiration til vintertræning” (teori + praktik)
11.30 Frokost
12.30 Brian Sørensen, Cheftræner 3F Ligaen, Fortuna Hjørring:
”Optimering af individuel træning med tekniske hjælpemidler”
14.00 Tak for denne gang 

Vær opmærksom på, at store dele af programmet foregår som delvist oplæg og delvist praktisk træning på fodboldbanen. Dette er angivet ud for den enkelte programdel.

Husk desuden, at der i lørdagsprogrammet mellem klokken 10.00 og 11.30 er to spor, som du skal vælge imellem på dagen.

Pris

Prisen for Store Trænertræf inklusiv overnatning er 1.900 kroner. Overnatning foregår i to-fem-mandsværelser.

Ønsker du ikke at overnatte, koster arrangementet 1.500 kroner.

Tilmeld dig her senest den 3. november 2015.

Store Trænertræf tæller i kursusregnskabet

Husk, at Store Trænertræf er del af DBU’s C-træneruddannelse, og at du kan optjene seks timer i kursusregnskabet ved at deltage.

Hvis du har en B-licens, tæller Store Trænertræf som 10 timers B-refreshment.

Kontakt os

Har du spørgsmål til Store Trænertræf, er du meget velkommen til at kontakte René Jensen på rjen@dbujylland.dk eller telefon 8939 9954.

Log ind