MENU

U16-landsholdet tabte debuten

Hele 1845 tilskuere var mødt frem tirsdags aften på Spar Nord Arena i Skive for at se U16-landsholdet. Desværre kunne de danske drenge ikke give de mange fremmødte tilskuere en sejr – Ungarn sejrede med 2-0.

U16_ref
U16-holdets debut foran næsten fyldte tribuner på SPAR NORD Arena. Foto: fodboldbilleder.dk

Efter lang tids tilløb var det tirsdag aften endelig tid til, at årgang 2000 skulle spille deres første landskamp! Efter et forløb på U15 Talentcentrene og to samlinger som U16-landshold i september, så skulle en trup bestående af 20 spillere tirsdag aften spille den første af denne uges dobbeltarrangement mod Ungarn.

Danskerne startede kampen nervøst. I de første minutter skulle spillerne lige gang, og Ungarn virkede samtidig skarpe. Men stille og roligt begyndte danskerne at spille mere frit og man var herfra også i klart størst boldbesiddelse. Dette dog uden, at det blev til de store chancer.

Pludselig var det så Ungarn som slog til i den anden ende! I det 35. min satte en ungarsk angriber sikkert bolden i nettet på en ”cross back” i feltet. En stilling som holdt frem til pausen.

I 2. halvleg nåede danskerne knap at komme ud fra omklædningsrummet før, at Ungarn havde gjort det til 2-0. Fra venstre side af feltet sparkede Ungarns kantspiller flot bolden over i det lange hjørne. 2-0 på en flot scoring, som man blot kunne nyde!

I den resterende del af kampen forsøgte danskerne at spille sig tilbage i kampen. Der var chancer i begge ender af banen. Ungarn havde et par friløbere, som Mads Hermansen i Danmarks mål flot redede. For Danmark havde Nikolai Baden Frederiksen en stor hovedstødsmulighed lige foran mål, som desværre blev brændt. Thais Damgaard ramte sent i kampen stolpen efter lidt klup spil i forbindelse med en standardsituation. Og da ingen af de to hold kunne score mere, så endte kampen med en sejr på 2-0 til Ungarn.

Et ærgerligt nederlag til de danske drenge, som gerne ville have givet de mange tilskuere en sejr og nogle mål at varme sig på. Fra DBU’s side skal der lyde en stor tak til Skive IK og Skive Kommune for det flotte arrangement, de mange tilskuere og generelt en stor indsats for kampafviklingen.

U16-landsholdet spiller igen på torsdag mod Ungarn. Kampen spilles kl. 10:00 på Vildbjerg Stadion.

Du kan se statistik fra kampen her.

Hør derudover cheftræner Per Holms kommentar efter kampen på DBU’s Facebookside for ungdomslandsholdene.


Log ind