MENU

Overlegne U19-drenge vinder nordisk turnering

Vigtige EM-kval kampe venter forude, og som et led i forberedelserne har Danmark netop deltaget i en miniturnering mod vores nordiske naboer. Mandag spillede danskerne den sidste kamp - det var imod et svensk mandskab, og her viste danskerne i den grad, hvem der er stærkest i Norden.


De danske U19-drenge efter en 5-0 sejr over vores svenske naboer



Som forberedelse til de kommende em-kval kampe deltog det danske U19-landshold i en miniturnering mod Sverige og Norge. Mandag skulle danskerne så i deres anden kamp – denne gang mod Sverige. Og da begge hold havde vundet med samme marginal over Norge, og Sverige havde scoret flere mål mod Norge, så var danskerne tvunget til at vinde for at vinde turneringen.

Og de kom flyvende ud af starthullerne. Med knaldhårdt pres på svenskerne og aggressive dueller, så blev det svenske hold trykket baglæns og havde store problemer med opspillet. Da danskerne ydermere fik sat skabelonerne og kørt svenskerne rundt, så så det meget fornuftigt ud for det danske hold, som forsatte de gode takter, selvom Sverige kom lidt mere med i kampen.

Efter den halve time blev Mathias Kristensen stukket i dybden af Emre Mor og lagde en bold i feltet, hvor Mads Thychosen dukkede op og headede den i nettet. Danmark gik til pausen med en smal føring trods stor overvægt i spillet.

Anden halvleg fortsatte hvor første slap. Hårdt dansk pres og fine opspil satte svenskerne til vægs.
Og det blev ren dansk opvisning. Først sled den altid hårdt arbejdende Rasmus Kristensen sig fri ved baglinjen og bankede den ind i modsatte kryds. Kort efter dukkede Mikkel Duelund op og gjorde det til 3-0 efter et fint løb bag de svenske stoppere, og derefter kunne Daniel Stückler sparke 4-0 ind efter flot forarbejde af Rasmus Kristiansen. I overtiden gjorde Mikkel Duelund det til slutresultatet 5-0.

En overvældende sejr efter fantastisk godt spil. En flot indsats på en svær bane banede vejen for den meget flotte sejr. Det betyder, at Danmark vandt miniturneringen og kan kalde sig uofficielle nordiske mestre!

Efter kampen sagde U19 landsholdets træner, Bent Christensen Arensøe:

"Vi var taktisk stærke, og vores progression har været for opadgående i de fire halvlege, som vi har spillet.
I dag prøvede vi at bygge lidt anderledes op, og vi fandt hele tiden gode løsninger. Holdet har mange spændende muligheder fremadrettet, hvor forskellige spillere har power og færdigheder. Det gør, at vi er svære at møde, og når vi så efter pausen får det til at gå op i en højere enhed, så er vi ustoppelige. Vi scorer flotte mål og holder dem væk fra store chancer. Så overordnet er jeg yderst tilfreds med de to kampe og forløbet i dem begge", slutter landstræneren.

Næste opgave er på hjemmebane, hvor man den 11/10 kl 15:00 og 13/10 kl 19:00 møder Rumænien på Monjasa Park i Fredericia.

Log ind