U19: 3 point i blandet affære

U19 landsholdet tog tirsdag eftermiddag hul på den nye EM sæson, da de danske piger mødte Hviderusland på udebane i den første kamp i EM-kvalifikationsrunden.

De danske U19 piger er rejst langt mod øst til den østlige Hviderusland, hvor holdet i denne uge spiller første EM kvalifikationsrunde. Første kamp var mod værterne og det var et dansk hold, som var klar fra start. 
Caroline Møller skulle bare bruge fem minutter på at bringe danskerne på sejrskurs. Hun sender bolden afsted langt udefra og selvom den hviderussiske keeper får fingrene på bolden, så går bolden i mål til dansk 1-0 føring.

De danske piger forsætter det gode spil og kommer frem til flere store chancer. Det store overtag i spil og chancer giver yderligere udbytte midt i halvlegen. Emilie Henriksen spilles flot i dybden af Caroline Møller og sparker bolden resolut ind bag den chanceløse keeper. 

Den resterende del af første halvleg bød fortsat på flere rigtig store danske chancer og de danske piger burde have været yderligere foran inden pausen, men måtte nøjes med en 2-0 føring ved pausen.

To vidt forskellige halvlege
Danskerne var igen i fuld kontrol fra anden halvlegs start og alt tydede på en sikker dansk sejr, men hviderusserne ville det anderledes. Efter et kvarter spil får Hviderusland tilkendt en hjørnespark. Det danske forsvar kommer højest på indlægget, men får ikke headet væk. Efter lidt klumpspil ender bolde på en hviderussisk fod, som sender bolden ind over stregen til 2-1 reducering.

Målet gav pludselig fornyet hviderussisk håb, mens de danske spillere glemte alt om det gode spil fra kampens første time. Få minutter efter reduceringen er det lige ved at gå helt galt, da den hviderussiske angriber slipper fri i feltet. Heldigvis sniger afslutningen sig lige udenom den fjerneste målstolpe.
Resten af halvlegen bød pludselig på hviderussisk overtag, som følge af danske fejl og dårlige beslutninger, og de danske piger måtte kæmpe sig igennem resten af halvlegen for at hive sejren i land.

Heldigvis lykkedes dette og de danske piger kunne glæde sig over de 3 point på trods af en skidt anden halvleg. Landstræner Søren Randa-Boldt stod da også med blandende følelser efter kampen. ,,Først og fremmest er jeg glad for de 3 point, som vi trods alt havde fortjent. Det irriterer mig dog, at vi ikke lukker kampen allerede i første halvleg, hvor vi burde være foran med fire eller fem mål. Og så skal vi arbejde med vores anden halvleg, hvor vi går lidt i panik, da de pludselig scorer - det skal vi kunne håndtere bedre."

De danske piger har nu en dag til nyde sejren og få rettet fejlene til inden det på torsdag går løs igen, når rundens anden kamp mod Letland spilles kl. 15.00 dansk tid.

Se statistik fra kampen her.

Log ind