MENU

U21: Stærk trup åbner EM-kval

U21-landsholdet åbner i næste uge EM-kvalifikationen med to hjemmekampe mod Wales og Bulgarien. Niels Frederiksen har samlet et stærkt hold – hvoraf seks spillere er gengangere fra sommerens U21-EM-slutrunde.

Lasse Vigen Christensen fortæller om målet for U21-landsholdet - nemlig direkte kvalifikation til EM 2017 


U21-landholdet er klar til endnu en EM-kvalifikation. Wales og Bulgarien er modstanderne i de to første kampe, som gerne skal skabe et godt afsæt for de danske drenge. 

U21-landstræner Niels Frederiksen har udtaget truppen, der både indeholder Pione Sisto og Andreas Christensen, Viktor Fischer og Christian Nørgaard, som alle fire var med ved sommerens U21 EM-slutrunde i Tjekkiet.

Der har derfor været skærpet konkurrence om pladserne denne gang, hvilket har gjort, at Niels Frederiksen har måtte se bort fra et par af de spillere, som gjorde det godt, da U21-landsholdet i september mødte Tyskland og Ukraine i to venskabskampe. 

”Det er en stærk trup, som ser spændende ud. Der er mange dygtige spillere, som både har god erfaring og et solidt internationalt niveau. Så må det være op til mig, at få dem til at præstere som hold,” siger Niels Frederiksen og tilføjer:

”Mange af spillerene er i løbet af det sidste stykke tid begyndt at få fast spilletid på deres respektive hold – blandt andre Børsting, Fischer, Zohore og Vigen. Flere af dem er også begyndt at score mål, så de kommer med god selvtillid, og det kan være vigtigt for os”. 

Wales og Bulgarien har allerede spillet henholdsvis to og tre kampe og indtager dermed første og anden pladsen i gruppen – begge med seks point. Derfor er det uhyre vigtigt, at få et godt udgangspunkt i EM-kvalifikationen.

”Vi åbner kvalifikationen med at møde de to, på papiret, stærkeste hold i gruppen i øjeblikket, så vi bliver kastet i ilden fra start. Begge kampe er på hjemmebane, derfor er det ikke ubetydeligt, at vi får et godt resultat for at kunne blande os i toppen,” siger Niels Frederiksen.

U21-landsholdet møder først Wales, som både har vundet over Bulgarien og Luxembourg og dermed ligger nummer et i gruppen. Efterfølgende er det Bulgarien, som gæster Danmark – Bulgarien indtager andenpladsen i gruppen efter to sejre over Rumænien og Luxemburg og et enkelt nederlag til Wales.

Kampene spilles den 9. og den 13. oktober kl. 18.45 på Aalborg Stadion. Der er som altid gratis entré til U21-landsholdets hjemmekampe. 

Se stillingen i Danmarks EM-kvalifikationsgruppe her 

Følg U21-landsholdet på Facebook 

Spiller Klub
Jeppe Højbjerg FC Fredericia
Thomas Hagelskjær AGF
Andreas Christensen Borussia Mönchengladbach
Andreas Maxsø FC Nordsjælland
Frederik Holst Brøndby IF
Jakob Blåbjerg AaB
Pascal Gregor FC Nordsjælland
Patrick Banggaard FC Midtjylland
Patrick Da Silva Randers FC
Casper Nielsen Esbjerg fB
Christian Nørgaard Brøndby IF
Frederik Børsting AaB
Lasse Vigen Christensen Fulham FC
Pione Sisto FC Midtjylland
Kenneth Zohore OB
Lucas Andersen Willem II
Marcus Ingvartsen FC Nordsjælland
Viktor Fischer AFC Ajax

U20-landsholdet møder Sverige i Horsens

Mens U21-landsholdet står over for Wales og Bulgarien, er der i Horsens lagt op til nordisk ’topmøde’, når U20-landsholdet møder Sverige den 12. oktober i en venskabskamp. 

Da Niels Frederiksen er optaget med U21-landsholdet, er det igen Per Holm, som står i spidsen, mens Niels Frederiksen er at finde på tribunen i Horsens til kampen. 

Du kan se U20-truppen her

Log ind