Bliv klogere på din klub

DBU går nu ind i kampen om at forbedre tilfredsheden og loyaliteten i klubberne. Klubmaaling.dk er et nyt projekt, der skal gøre klubberne klogere på, hvad deres medlemmer vil have, og hvad får dem til at blive i klubben.



Som fodboldklub skal der tages hensyn til både trænere, spillere, frivillige og mange andre, men det er ikke altid, at alle har de samme ønsker. Et nyt samarbejde mellem DBU og virksomheden MSI Research, som til dagligt arbejder med medlemstilfredshed, skal sikre klubberne gladere medlemmer og færre udskiftninger både på banen og bænken.

Samarbejdet er sat i gang for, at klubberne finder ud af, hvor de rammer plet, og hvor der er plads til forbedring ifølge deres medlemmer. Det sker gennem en medlemstilfredshedsundersøgelse, som spørger alle klubbens interessenter, hvad klubben gør godt og mindre godt lige nu.

Klubmålingen er allerede fløjtet i gang, og alle klubber kan være med – det kræver blot en tilmelding fra klubformanden eller bestyrelsen.

Alle klubber kan blive en del af holdet

Administrationschef for DBU Jylland, Ove Lyhne – som er koordinator for hele landet vedr. projektet - glæder sig over, at klubberne nu får et værdifuldt redskab til at undersøge om klubben er i harmoni med medlemmernes ønsker.

”Ved at spørge frivillige, trænere og spillere får klubben de bedste forudsætninger til at iværksætte et godt klubudviklingsforløb, som kan gøre klubben endnu bedre. Vi ved at klubmiljøet betyder enormt meget for fastholdelse og rekruttering, og en klubmåling vil give et overblik over de områder, hvor klubmiljøet fungerer godt, og hvor der kan ske forbedringer. Som en mulighed herudover tilbyder vi, at DBU Klubrådgiverne fungerer som proceskonsulenter i forbindelse med implementering af de indsatser, den enkelte klub ønsker.”

Thorsø-Tungelund IF var i efteråret med i pilotprojektet, da MSI Research og DBU Jylland iværksatte klubmålingen. TIF har oplevet, hvor svært det kan være tiltrække frivillige til klubben. Men klubmålingen hjalp dem på rette spor mod fastholdelsen af de frivillige. Formanden for fodboldafdelingen Klaus Sakskøbing i TIF fortæller, at undersøgelsen har givet klubben gode indsigter og en pejling på, hvor de skal forbedre sig.

”Undersøgelsen viste os, at vi skal være ekstra opmærksomme på de frivillige. Ofte hører vi kun fra de ”Tordenskjoldssoldater”, der altid møder op, og overser måske de folk, som gerne vil nøjes med at hjælpe et par timer til en turnering en gang i mellem. Men dem kan vi heller ikke undvære.” 

Alle klubformænd/bestyrelser kan få adgang til tilmeldingen den 12. april på klubmaaling.dk. Tilmeldingen til forårsmålingen vil løbe indtil den 1. juni, hvor MSI Research herefter indsamler data og udarbejder rapporter, som er tilgængelige senest den 22. august.  

Om klubmålingen:

Klubmålingen er en medlemstilfredshedsundersøgelse.

Den spørger ind til konkrete emner som kammeratskab, sammenhold, respekt, faciliteter og spilletider.

I kan lave undersøgelsen på tre målgrupper i jeres klub - spillere, trænere og frivillige. Vil I undersøge én af målgrupperne – eksempelvis spillere – er prisen 4.500 kroner inkl. moms, mens to målgrupper koster 5.500 kroner inkl. moms og en undersøgelse for både spillere, trænere og frivillige koster 6.500 kroner inkl. moms.

Alle klubformænd/bestyrelser kan melde deres klub til på klubmaaling.dk

Undersøgelsen foregår online, og klubbens resultater vil være tilgængelige, når undersøgelsen er færdig.

MSI Research står for alt det praktiske, som eksempelvis udsendelse af spørgeskema, indsamling og behandling af data samt afrapportering.  


Af: Aske Gott Sørensen - DBU Jylland Kommunikation - 12. april 2017, 13:40

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første