DBU´s Ungdomsfond har netop bevilliget støtte til 16 fodboldklubber landet over. Fælles for klubberne er, at de kæmper for at fremme ungdomsfodbolden i deres lokalområde.

Én er dem, der i flere år har gjort et fantastisk arbejde for deres pigeungdomshold, er fodboldklubben Kolind/Midtdjurs. Klubben samler pigespillere fra tre forskellige byer og søger altid efter muligheder for at kunne rykke pigerne endnu bedre sammen.

Blandt andet har tidligere udlandsture vist sig som et godt værktøj til at ryste klubbens pigespillere sammen på tværs af bopæl og alder – og de 25.000 kroner fra DBU´s Ungdomsfond skal netop gå til deltagelse i et stævne i Holland for klubbens U14 og U15-hold. En gylden mulighed for at kombinere fodbolden med de mange sociale gevinster, der er ved en udflugt, siger fondens bestyrelsesmedlem, Preben Elkjær.

”Kolind/Midtdjurs er ét godt eksempel på en klub, der anerkender de mange gode sociale aspekter i fodbolden og ikke mindst en fodboldtur, hvor man er sammen om spillet og de hyggelige stunder uden for banen. Det har vi lagt stor vægt på i vores vurdering af de klubber, der ansøgte om midler,” siger Preben Elkjær.

Klubben har selv gjort en indsats for at samle penge sammen til turen til stævnet i Holland – blandt andet ved at gå med aviser og pakke reklamer. Pengene fra fonden betyder, at klubben nu har tilstrækkelige midler til at sende pigeholdene afsted til Holland uden yderligere brugerbetaling fra forældrene.

I alt modtog 16 klubber støtte fra DBU´s Ungdomsfond til diverse projekter. Du kan se hele listen her.