Japan vil lære af dansk fodboldkultur

I disse dage fejres 150-året for det diplomatiske samarbejde mellem Danmark og Japan. I den forbindelse blev der i dag skrevet under på en aftale, der giver japanske børn mulighed for at lære af danske fodboldskoler.



Selv om der i fugleflugtlinje er mere end 8000 kilometer mellem Japan og Danmark, rykkede to lande i dag nærmere hinanden i et fodboldmæssigt samarbejde. 

Det skete med underskrivelsen af en ny partnerskabsaftale – et Memorandum of Understanding – mellem de to landes fodboldforbund, der giver mulighed for udveksling af viden og aktiviteter for både børn og voksne. Det japanske fodboldforbund er særligt interesserede i de danske erfaringer inden for græsrodsfodbold og fodbold i skoletiden – samt det store fokus på fodboldens bidrag til sundhed, som DBU de senere år har haft fokus på. 

Netop det store fokus på græsrodsfodbold og de sundhedsmæssige elementer er spændende, fortæller DBU’s formand, Jesper Møller, der i dag underskrev aftalen sammen med sin japanske kollega, Tashima Kohzo. 

“Japan og Danmark har mødt hinanden flere gange i landskampe for mænd og kvinder og vi har haft gode oplevelser sammen. Et samarbejde om græsrodsfodbold giver mulighed for flere og større oplevelser, hvor vi kan lære af hinandens erfaringer med fodbold. Vi er stolte over at have Japan som international samarbejdspartner,” siger Jesper Møller. 

Hos det japanske fodboldforbund, JFA, fremhæver formand Tashima Kohzo, at dansk fodbold er kendt for sit arbejde med græsrodsarbejde og høje standard inden for transparens og good governance: 

“Danmark er et af de førende lande inden for fodboldens verden. Med dette partnerskab kan vores samarbejde nå et højere niveau, ikke kun fodboldmæssigt, men også i forhold til administrative aspekter. Det giver os ekstra fornøjelse at styrke venskabsbåndet mellem de to fodboldfamilier i fejringen af 150-året for diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Japan,” sagde han i sin tale. 

Den nye samarbejdsaftale blev underskrevet som en del af 150 års-jubilæet for det diplomatiske samarbejde mellem Japan og Danmark. 

Blandt deltagerne var den nye kulturminister, Mette Bock. Den danske minister roser idrættens rolle til at bygge bro mellem kulturer og skabe relationer mellem børn og voksne på tværs af hele kloden. 

“Aftalen er et bevis på, at det dansk-japanske samarbejde ikke kun er et officielt samarbejde men også et samarbejde folk-til-folk, hvor danskere og japanere mødes gennem kulturen og sporten. Jeg ser med stor entusiasme frem til at følge udfoldelsen af aftalen,” siger Mette Bock. 

Log ind